#93123 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Dovenfluer / Sialidae / Sialis /

Ingen fotos...
Hoved og krop er mørkebrune eller sorte, antennerne lange og trådformede, og vingerne ensfarvet mørkebrune med lidt mørkere ribber. Hunnen er lysere og normalt større end hannen. Forvingelængde: 11-15 mm. Larvens hoved er gult med svage, næsten utydelige tegninger, og man vil ofte kunne bestemme Sialis nigripes-larven alene ved hjælp af hovedets farve. Den voksne larve måler 14-21 mm.
Forvekslingsmuligheder
Ligner vore to øvrige dovenfluer. Den er på størrelse med almindelig dovenflue og lidt mindre end Sialis fuliginosa. Størrelsen varierer dog hos alle tre arter, og en sikker bestemmelse kan kun ske ved hjælp af følgende karakterer. Hannen kendes ved hjælp af bagkropsvedhængets udseende, mens hunnerne bestemmes ud fra forskelle i subgenitalpladen, som sidder på undersiden af 8. bagkropsled. Larven kendes ved hjælp af strukturer og farven på oversiden af hovedet.
Biologi
Arten er dagaktiv og især fremme i solskin. Den voksne dovenflue lever kun få dage, og den æder kun sjældent. Man har dog set den tage pollen. Larven findes i vissen vegetation og mudder på bunden af vandløbet – mest på steder, hvor strømmen løber forholdsvis roligt. Den lever af orme, snegle, insektlarver og andre små vanddyr.
Sialis nigripes findes normalt fra midt i maj og frem til sidst i juni. Parringen sker kort tid efter klækningen, og hunnen lægger sine æg i 0,5-3 meters højde – både i vissen urtevegetation ved vandkanten og på grene, som rager ud over vandet. Æggene lægges i firkantede ægklumper, som hver kan indeholde op til 800-900 æg. Æggene klækkes efter et par uger. Larven er to år om udviklingen, og der er 10 larvestadier. Når larven i april-maj er voksen, forlader den vandet og forpupper sig i fugtig jord tæt ved bredden. Puppetiden varer 2-3 uger. Derefter graver puppen sig op og forvandler sig til den voksne dovenflue.
Levested
Findes ved rene vandløb med hurtigt strømmende vand. Den træffes både ved små skovbække og ved større vandløb. Den voksne dovenflue kan findes på urter, blade og grene ved vandkanten - af og til ret langt fra vandet.
Udbredelse
Arten er sjælden i Danmark - den mest sjældne af vore dovenfluer. Den er fundet i vandløb i Øst- og Vestjylland, og der er desuden enkelte fund fra Nordvestjylland og Fyn.
Kilde
Nielsen, O.F. 2016. Danmarks netvinger. Danmarks dyreliv bind 14. Apollo Booksellers (download bogen her).

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: