Almindelig guldøje kan forveksles med Peyerimhoffina gracilis, som er den eneste anden guldøje, hvor den basale, intermediære tværribbe er placeret uden for den basale mediancelle (dog sjældent) eller direkte på yderkanten af den basale mediancelle. Hos almindelig guldøje er bagkropsspidsen imidlertid afrundet, hos Peyerimhoffina gracilis er bagkropsspidsen lang og tilspidset. Det sikreste kendetegn er dog, at fodens klo er uden tand hos Peyerimhoffina gracilis. Hos almindelig guldøje har kloen en tydelig tand. Almindelig guldøje kan også overfladisk forveksles med Cunctochrysa albolineata, men denne kendes bl.a. på de små, sorte pletter under øjnene.

Larven lever af små insekter, og de voksne æder pollen. Arten kan bankes ned, og den kommer desuden til sukkerlokning og til lys. Om efteråret ses den ofte i antal på oplyste vinduer. Som én af vore få guldøjer overvintrer almindelig guldøje som voksen. Når det bliver rigtig koldt hen på efteråret, søger den indendørs for at overvintre f.eks på kølige lofter og i udhuse. I naturen søger den skjul dybt inde i buske og træer. Samtidig har den nu skiftet farve og er blevet rødbrun eller gulbrun. Om foråret skifter dyrene atter farve og bliver igen grønne. Arten kan findes udendørs i alle årets måneder. Der er to årlige generationer.

Arten kan findes på stort set alle lokalitetstyper og på mange forskellige slags træer og urter. Den er især talrig på eg, og det er ikke usædvanligt, at man på det rigtige tidspunkt kan banke 25-50 eksemplarer ned fra det samme træ.

Almindelig guldøje er uhyre almindelig og kan findes overalt i Danmark

Nielsen, O.F. 2016. Danmarks netvinger. Danmarks dyreliv bind 14. Apollo Booksellers (download bogen her).

Det er et almindeligt udbredt fænomen at skifte farve mellem sommer og vinter. Det er måske mest velkendt blandt fugle og pattedyr, men det forekommer også hos flere smådyr, heriblandt almindelig guldøje og grøn bredtæge, der begge skifter fra grøn til en mere brunlig nuance.