#89988 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Padder / Halepadder / Egentlige salamandre / Ichthyosaura /

Bjergsalamanderen er en padde, hvis overside er mørk, og bugen kan være mørkegul, orange eller rødlig. Hannen har et hvidt til blåligt længdebånd langs kroppen, præget af sorte pletter. Hannen får også en lav gul kam på ryggen i parringstiden. Hunnen mangler både længdebånd og rygkam og bliver større end hannen. Hannen kan blive op til 9 cm og hunnen op til 12 cm.
Forvekslingsmuligheder
Bjergsalamanderen kan forveksles med stor vandsalamander og lille vandsalamander, men adskiller sig ved sin ensfarvede bug uden pletter.
Biologi
Bjergsalamanderen er et rovdyr. På land lever den af insekter, bænkebidere, snegle og regnorme. I vand æder den larver og pupper af dansemyg, dafnier og andre smådyr. Yngleperioden varer fra omkring april til starten af juli. De parrer sig i vandet, og hunnerne lægger op til 250 æg, som klækker efter 2-4 uger. Den voksne bjergsalamander vandrer op på land efter yngleperioden. Nyudklækkede bjergsalamandre går på land i september-oktober. Hannen er kønsmoden efter 2-3 år og hunnen efter 3-4 år. I naturen kan bjergsalamanderen leve i op til 10 år.
Levested
Bjergsalamanderen er følsom overfor høje temperaturer og foretrækker derfor små vandhuller, der befinder sig i skygge i nærheden af skov. I yngleperioden opholder dyret sig i vandhuller. Størstedelen af året lever bjergsalamanderen på land, hvor den er svær at få øje på. Den skjuler sig i træstubbe, huller i jorden og under bunker af blade. Bjergsalamanderen jager mest om natten. Om foråret vandrer den tilbage til vandhullet.
Udbredelse
Bjergsalamanderen er kun udbredt i den sydøstlige del af Sønderjylland.
Kilde
Miljøstyrelsen
Naturhistorisk Museum Aarhus
Videre læsning
Sjove fakta
Inden parringen vender hannen sin hale om på siden og sender trykbølger afsted mod hunnen. Derefter afgiver hannen en sædpakke, som hunnen optager igennem kloakåbningen.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: