Beskrivelse

Uddrag fra Fiskeatlas ved Henrik Carl og Peter Rask Møller, Statens Naturhistoriske Museum, 04-03-2021

En stor saltvandsfisk, der minder om et kæmpestort hoved med finner. Munden er lille, og fiskene kan lave en gryntende lyd. Ryg- og gatfinne er korte, meget høje og kan ikke lægges ned. Den øvre del af kroppen og ryggen er gråbrun eller skiferfarvet og kan være både ensfarvet eller forsynet med lyse eller sølvfarvede pletter og mønstre. Larverne ser meget anderledes ud end de voksne. De har en ”normal” hale og udvikler i en periode adskillige store, brede pigge på kroppen. Både torne og hale forsvinder senere. Klumpfisken er verdens tungeste benfisk. Den tungeste klumpfisk, der er registreret, var et eksemplar på 270 cm og 2.300 kg. Længden kan nå op på godt 3 m.

Forvekslingsmuligheder

Med sit specielle udseende kan klumpfisken næppe forveksles med andre fisk i vore farvande.

Biologi

Føden består af gopler, pighude og småfisk samt bl.a. vingesnegle, blæksprutter, salper og krebsdyr. Klumpfisken lever i havets vandsøjle og er forholdsvis varmekrævende. På vore breddegrader optræder fiskene som sommer- og efterårsgæster. Ofte ses fiskene drivende i overfladen, hvor de optager varme. Fiskene kan være så døsige, at man kan tage dem med hænderne. Men klumpfisk er også hurtige og aktive fisk, der kan nå hastigheder, der kan måle sig med laks, sværdfisk og hajer. De bruger deres luffe-lignende finner som en slags vinger, og de kan springe fri af vandet. Unge klumpfisk træffes ofte i småstimer, mens de større fisk som regel svømmer alene omkring. Klumpfisken yngler ikke ved Nordeuropa. Kan formodentlig blive op til godt 20 år.

Levested

Findes i havets vandsøjle fra havoverfladen ned til mere end 500 meters dybde. Klumpfisk opholder sig typisk i vand på 10-19 °C. Under kortvarig fødesøgning i dybe vandlag kan fiskene dog træffes i vand helt ned til 2 °C.

Udbredelse

Klumpfisk er sjældne i danske farvande, men bliver dog som regel fundet hvert år. De skyller ofte døde i land, når vandet bliver for koldt om vinteren, og de ikke kan finde ud i Nordsøen. Enkelte gange er de fundet i vores fjorde, og i perioden 1980 til 2003 blev der sågar fire gange fundet klumpfisk ved Bornholm.

Kilde

Videre læsning

Sjove fakta

Som nævnt findes klumpfisk af og til i havoverfladen. Udover at samle varme kan det også skyldes, at klumpfisk, som ofte er stærkt inficerede med en lang række forskellige parasitter, lader bl.a. albatrosser, måger og småfisk fjerne parasitterne. Man mener ligefrem, at fiskene vifter med finnerne, når de ligger i overfladen, for at tiltrække fuglene.

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo