Stenbideren kendes let fra alle andre danske fisk på den specielle kropsform, de sammenvoksede bugfinner, som danner en sugeskive samt på de tre rækker af benknuder langs siderne. Stenbideryngel på op til 3-4 cm forveksles dog hyppigt med de to arter af ringbuge (finnebræmmet ringbug og særfinnet ringbug), som også har en sugeskive. Hos disse er sugeskiven dog mindre end hos stenbideren, og ringbugene mangler desuden de tre rækker af benknuder.

Føden består især af gopler, ribbegopler, pilorme, børsteorme og småfisk. Yngletiden er fra februar til maj. Hannerne danner territorier og vogter æggene, som fasthæftes til sten og klipper. Mange steder i foregår gydningen på helt lavt vand, så hannerne sommetider bliver delvist tørlagt ved lavvande, mens de vogter æggene. Under vand vifter og puster han friskt, iltrigt vand hen over æggene med finnerne og med munden. Hannen jager også andre fisk væk ved at svømme efter dem, og den fjerner søpindsvin, krabber og andre hvirvelløse dyr, der nærmer sig æggene. Kan blive mindst op til 12 år.

Lever såvel på havbunden som i havets frie vandmasser. Arten findes fra strandkanten til dybder på mere end 500 m, men hyppigst træffes fiskene på 10-150 meters dybde. Den optimale vandtemperatur er 4-8 °C.

Almindelig i de danske farvande og fjorde. I Østersøen lever den lille form af stenbideren, mens den store form lever i resten af landet.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Stenbider. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).