Havkattene er let genkendelige med deres meget kraftige tandsæt og udstående tænder. Små havkatte kan dog forveksles med buskhoved og ålekvabbe. Begge disse arter har dog små bugfinner, hvilket havkattene mangler. Derudover er havkatten gerne mindst 40 cm, når de opholder sig i danske farvande, og er dermed større end de førnævnte arter. Blå havkat er blåsort med svage pletter. Et bedre kendetegn er dog tandsættet. Hos den stribede havkat går tænderne på plovskærbenet et stykke længere tilbage end tænderne på ganebenene, mens det er omvendt hos den blå havkat. Tænderne er også generelt lidt mindre hos den blå havkat.

Havkatten er som nævnt i besiddelse af et overordentligt kraftigt tandsæt og stærke kæber, som gør det muligt for den at knuse føden, der ofte består af tykskallede bunddyr. Voksne havkatte håndteres med stor varsomhed, idet deres bid kan knække et kosteskaft eller splintre en åre. Den hårde kost slider naturligvis meget på tænderne, og havkatten skifter derfor hele tandsættet hen på efteråret, hvorefter det nye tandsæt gradvis kommer frem i løbet af vinteren. I denne periode tager den ikke eller næsten ikke føde til sig. Havkatte danner ikke egentlige stimer, men ofte vil man støde på adskillige havkatte samme sted. I Nordsøen gyder havkattene i perioden fra oktober til februar, og her kan de blive op til 18 år gamle.

Stribet havkat foretrækker sten- eller klippebund, men den kan også findes på sand- og mudderbund. I vore farvande, hvor stenrev er en forholdsvis sjælden habitattype, stammer mange observationer fra skibsvrag.

Forholdsvis almindelig. I Nordsøen findes arten spredt over det meste af det danske område, og nogle steder i den nordlige og vestlige del er den ret almindelig. Den er vidt udbredt i dele af Skagerrak, Kattegat og Øresund, men i Østersøen er den meget sjælden. Der er gjort fund af stribet havkat i en række af vore fjorde, men de er yderst sjældne.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Havkat. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

For at styrke salget af arten, som tidligere ikke var en efterspurgt vare hos fiskehandleren, fandt man først på salgsnavnet blåfisk. Men da det sandsynligvis ikke var appetitvækkende nok, blev det efter ganske få år ændret til koteletfisk. Et navn, som stadig ses anvendt om de flåede, hovedløse fisk.