Vågmæren mangler sildekongens ”krone” fortil i rygfinnen, og den har heller ikke sildekongens forlængede bugfinner (hos vågmæren findes hos ynglen fire til syv små bugfinnestråler, mens bugfinner mangler hos de voksne). Vågmæren har også en meget karakteristisk vifteformet halefinne, der peger skråt opad, mens sildekongen oftest mangler halefinnen. Og så bliver vågmæren kun op til ca. 300 cm, mens sildekongen kan blive 800 cm.

Fødevalget er dårlig kendt, men sildekonger æder krebsdyr og måske også småfisk, blæksprutter og gopler. Sildekonger er ikke ret hurtige og ofte står de helt stille i vandet. De står ofte lodret i vandet med hovedet opad. Bliver de skræmt, lader de sig hurtigt synke ned på dybere vand. Sildekonger danner ikke stimer. Nogle få gange har man observeret fiskene parvis eller i antal af tre-fire voksne sammen. Som nævnt brækker dele af halepartiet af i løbet af opvæksten. Det er muligvis en måde at slippe af med en energikrævende og unødvendig kropsdel. Yngler i Middelhavet fra juli til december. Det er uvist, hvor gamle sildekonger kan blive.

Lever i havets frie vandmasser ned til ca. 500 meters dybde.

Meget sjælden i danske farvande. Der er kun registreret to dokumenterede fund, henholdsvis i 1990 og 2009. Begge gange drev en sildekonge i land på kysten.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Navnet sildekonge stammer fra den overtro, at fisken ledte sildene ind til kysten.