Sidelinjens halvcirkelformede bue over brystfinnerne er et godt kendetegn, da det blandt vore højrevendte fladfisk kun er helleflynderen, der ud over isingen har en stor bue på sidelinjen. Helleflynderen har en meget større og tydeligere tandbesat mund end isingen samt en meget tykkere (bredere) krop. Fra flere af de venstrevendte fladfisk, som også har en stor bue på sidelinjen over brystfinnen, kendes isingen også let på sin mindre mund.

Føden består især af bunddyr som bløddyr (især muslinger), orme, krebsdyr og pighuder (f.eks. slangestjerner), men de tager også småfisk og fiskeyngel. Ynglen lever især af vandlopper. Isingen er en bundfisk, og om natten kommer isingerne ligesom mange andre større fisk ofte tættere på kysten. Hvis vandet nærmer sig 20 °C, trækker isingerne ud på dybere vand. De kan træffes ned til en vandtemperatur på -1,5 °C. I danske farvande yngler fiskene fra april til august. Larverne lever i vandsøjlen, indtil de er cirka 13-16 mm. Når de slår sig ned på bunden, er forvandlingen ikke helt færdig. Bliver normalt 5-6 år, men kan blive op til 13 år.

Findes især på sandbund, men kan også være almindelig på grus, skalgrus, ler, mudder og blandet bund. Er ofte talrig på steder med en god vandstrøm. Isingen tåler brakvand, men undgår dog normalt de mest brakke områder. Af samme grund er isingen ikke så almindelig i de indre dele af fjordene. De yngste isinger kan findes helt ind til mindre end 1 meters dybde, men de træffes dog oftest på dybder på mere end 3-4 meters dybde og normalt ned til 150 meters dybde, nogle gange dybere.

Isingen er den mest almindelige fladfisk herhjemme, når man fraregner de allermest lavvandede områder, hvor skrubben normalt dominerer. I Østersøen opholder isingerne sig primært i det salte bundvand og er ikke almindelige på mindre end 10 meters dybde.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Flynderfisk_1, 2. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).