Med sin aflange, men kraftige, højrevendte krop og store, tandbesatte mund kan helleflynderen i vore farvande lettest forveksles med håisinger. Bagkanten af halefinnen er konkav eller lige hos helleflynderen, mens den hos håisingen er konveks og ender i en stump vinkel. Helleflynderen minder også meget om hellefisken, hvoraf der ikke findes dokumenterede fund fra dansk farvand. Hellefisken kendes bl.a. på, at det venstre øje heller ikke vandret helt om på højre side, men sidder i ryglinjen, så fisken også kan se lidt om på blindsiden.

Helleflyndere er udprægede rovfisk, hvis føde som voksne primært består af fisk, men de har et bredt fødevalg og tager også store krebsdyr (f.eks. hummere) og blæksprutter, og man har endda fundet søfugle (alke og søpapegøjer) i maverne. Under jagten svømmer helleflyndere ofte op i vandsøjlen og angriber byttet nedefra. Helleflynderen yngler ikke i danske farvande. Arten bliver mindst 30 år, men det er svært at fastslå en maksimumalder på grund af fiskeri.

Træffes oftere oppe i vandsøjlen end andre fladfisk, nogle gange helt oppe i havoverfladen. Helleflyndere kan træffes ned til en dybde på 2.000 m. De findes på stort set alle bundtyper, men de foretrækker bund, hvor de kan grave sig ned, så de ligger med kun øjnene synlige. De er hyppige i områder med sand, grus eller ler, men de er dog ikke sjældne på steder med klipper og sten. På blød mudderbund findes de sjældent. Artens foretrukne vandtemperatur er 3-7 °C.

Forholdsvis sjælden i danske farvande. Der er flest fund fra Nordsøen Skagerrak og den nordlige del af Kattegat. Overraskende blev der fundet en del små helleflyndere på 30-40 syd for Langeland i 2012 og 2013. Og der er også eksempler på, at arten går ind i Østersøen.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Helleflynder. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Artens navn navn er brugt langt tilbage i tiden og stammer fra det oldnordiske ”heilagr fiskr”, der betyder ”hellig fisk”. Navnet hentyder til, at det var tilladt at spise fisk i fastedagene i den katolske tid før Reformationen i 1536.