Tilstedeværelsen af en fedtfinne og lysorganer adskiller let laksesilden fra alle sildefisk, som sild, brisling eller sardin. Fra Olfers’ sølvøkse, der også har sølvskinnende sider og tydelige lysorganer langs bugkanten, kendes laksesilden let, da kropsformen er meget forskellig. Laksesilden er som nævnt ca. fem gange så lang som høj, mens Olfers’ sølvøkse kun er halvanden gang så lang som høj.

Føden består især af diverse krebsdyr. Ynglen æder overvejende vandlopper, mens de ældre laksesild også æder lyskrebs. Om dagen findes fiskene fra ca. 50 til 1.500 meters dybde (oftest 100-500 m), og om natten svømmer fiskene op i vandet og findes fra overfladen til ca. 100 meters dybde. Laksesild er stimefisk, der ofte findes sammen med andre stimefisk som små-sild og brislinger . Yngleperioden strækker sig fra marts til september, men det vides ikke, om arten yngler i dansk farvand. Lever sjældent længere end tre og maksimalt fem år.

Findes i havets frie vandmasser fra overfladen ned til ca. 1.500 meters dybde.

Forholdsvis almindelig herhjemme. Arten er primært fundet i den dybe rende i Skagerrak, hvorfra fiskene spredes ned i Kattegat og sjældent til det nordlige Øresund.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Navnet laksesild er en henvisning til den overfladiske lighed med en sild og tilstedeværelsen af en fedtfinne som hos laksefiskene. Müller er i denne sammenhæng den danske zoolog og naturforsker Otto Friedrich Müller (1730-1784).