#89677 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Malleordenen / Ægte maller / Silurus /

Vores største ferskvandsfisk. Kroppen er meget langstrakt, fortil bred, men fra gattet og bagud sammentrykt. Halen er formet som et knivblad, bredest foroven og smallere mod undersiden. Hovedet er meget bredt og fladt. På undersiden af munden sidder fire skægtråde, og på overkæben to lange, bevægelig skægtråde. Underkæben rækker længere frem en overkæben. Øjnene er meget små. Langt fremme mod hovedet sidder en lille rygfinne. Gatfinnen er lang og vokset sammen med halefinnen. Brystfinnerne har en stærk og tornet benpig. Ryggen er normalt mørk, ofte over i det grønlige. Siderne kan have marmoreringer i grålige, brunlige eller gullige nuancer. Bugen er lys. Der er desuden som prydfisk fremavlet en gullig variant kaldet albinomalle. Kan blive op til 3,6 m og veje ca. 180 kg.
Forvekslingsmuligheder
Brun dværgmalle har en fedtfinne og fire skægtråde på snuden (otte i alt), mens den europæiske malle mangler en fedtfinne og har kun to skægtråde på snuden (seks i alt). Knuden har i modsætning til den europæiske malle kun én skægtråd under hagen og en lang bageste rygfinne.
Biologi
Føden består af fisk, som ål, knuder, sudere, brasener og skaller, samt krebs, vandrotter og fugle, f.eks. ænder. Maller griber byttet så hurtigt, at man knap kan nå at opfange det med øjnene. Om vinteren tager de normalt ikke føde til sig og kan gå i en slags dvale, eventuelt nedgravet i dyndet. Fiskene har en god hørelse og lader sig let skræmme. Europæiske maller lever alene, men i gydeperioden om sommeren danner de par. Æggene gydes i en primitiv rede omgivet af en lille vold af plantedele i et lavvandet område. Hannen vogter æggene, indtil de klækker efter ca. tre dage. Fiskene kan blive ældre end 60 år og måske mere end 100 år gamle.
Levested
Lever naturligt i større floder og varme søer, men udsatte fisk klarer sig godt i mindre vande. Om foråret kommer fiskene ind på lavt vand, når solen begynder at varme. Europæiske maller er bundfisk, der holder til på blød bund. Er der vegetation, udhængende rødder, væltede træer eller andre skjulesteder, opholder mallerne sig ofte her i dagtimerne. Om vinteren søger fiskene ud på dybere vand. Arten tåler brakvand og findes af og til i Østersøen ved Bornholm, hvor den formodentlig er svømmet til fra Tyskland.
Udbredelse
Sjælden og findes i få søer spredt ud over landet. Derudover findes den europæiske malle af og til ved Bornholm, hvilket må formodes at være de eneste naturlige fisk herhjemme. Selvom arten er hjemmehørende, er mallerne i ferskvand nemlig resultatet af genudsætninger.
Kilde
Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: