Den kan forveksles med splitternen, som den er på størrelse med. Sandternens næb er kortere, kraftigere og helt sort, hvorimod splitternens næb har en gul spids. Sandternens ben er også kraftigere og længere end hos de andre danske terner, og dens hale er kortere end splitternens.

I jagten på føde flyver sandternen lavt hen over jorden, hvor den daler ned for at fange dens bytte. Den lever af orme, insekter, krybdyr, mus, padder, fugleunger og fisk. Den finder det meste af dens føde på jorden, men kan også fange insekter i luften og sjældent i vandet. Sandternen kan få 1 kuld på 2-3 æg, der har en rugetid på 22-23 dage. Ungerne har en ungetid på 28-35 dage, før de forlader reden.

I Danmark yngler sandterne langs kysten på strandenge, øer og holme, indlands på sandbanker ved lavvandede søer eller på stepper - steder hvor vegetationen er lav eller sparsom. Der skal i nærheden af kolonien være store områder med strandenge med lav vegetation, sandflader og heder, da det er her fuglene søger føde, og det er vigtigt, at kolonien er uforstyrret i yngleperioden.

Sandterne var tidligere almindelig i Danmark, men var aldrig talrigt forekommende. Frem til 1950 ynglede der omkring 150-500 par her i landet, hvor størstedelen var at finde i Limfjordsområdet. Et fugtigt sommerklima, tilgroning af strandenge, opdyrkning af heder, fritidssejlads og ulovlig ægindsamling er alle faktorer, der har medvirket til sandternens tilbagegang efterfølgende. I midten af 1970'erne var der kun 10-16 ynglepar tilbage, i perioden 2003-2014 er der kun registreret 1-4 ynglende par, og i dag er det usikkert, om den yngler her længere. Sandterne er en trækfugl, og de danske ynglefugle ankommer i maj og trækker sydpå igen i juli-august til vinterkvartererne i Vestafrika.

Miljøstyrelsen

Politikens Store Fuglebog (2018). Tommy Dybbro, Politikens Forlag, s. 204

Sandterne i Danmarks Fugle (2023), Dansk Ornitologisk Forening

Terner. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Ofte yngler sandternerne nær hættemåge- eller fjordternekolonier, for at udnytte deres forsvar af deres egne kolonier til beskyttelse.