Sort elrokke er ensfarvet mørk, mens den marmorerede elrokke oftest har lyse pletter/marmoreringer på en mørk baggrund. Den forreste rygfinne er desuden meget større end den bagerste hos den sorte elrokke, men kun lidt større hos den marmorerede elrokke. Endelig bliver den sorte elrokke op til 180 cm, mens den marmorerede elrokke ikke bliver længere end 100 cm.

Føden består af fisk og hvirvelløse dyr som blæksprutter, krebsdyr og muslinger. Større og hurtigere byttedyr lammes ved hjælp af elektriske stød, før de ædes. Arten er overvejende nataktiv. Om dagen ligger fiskene som regel nedgravede i sedimentet, så kun øjnene stikker frem. Arten føder levende unger, og hunnen er mindst 12 år som førstegangsfødende. Bliver op til ca. 20 år.

Lever på dybder fra helt lavt vand og ud til ca. 400 meters dybde. Arten træffes mest på sandbund, men findes også på blandet bund og stenbund.

En meget sjælden gæst i vore farvande og kendes kun fra en enkelt dokumenteret fangst i 1921 samt fra nogle få usikkert bestemte eksemplarer.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Den marmorerede elrokke kan afgive kraftige elektriske stød på op til 200 volt såvel pr. refleks som viljemæssigt. Hver udladning består af en hel serie af stød, og de er så kraftige, at de kan slå et menneske ud, hvis man træder på rokken. Når elrokker har afgivet nogle stød, skal de bruge noget tid på at lade op. Den elrokke, der blev fanget i 1921 ved Hirsholmene gav ved fangsten nogle stød, så fiskerne var ved ”at gå bagover”. Dagen efter gav den dog kun svage stød.