Sort elrokke er ensfarvet mørk, mens den marmorerede elrokke oftest har lyse pletter/marmoreringer på en mørk baggrund. Den forreste rygfinne er desuden meget større end den bagerste hos den sorte elrokke, men kun lidt større hos den marmorerede elrokke. Endelig bliver den sorte elrokke op til 180 cm, mens den marmorerede elrokke ikke bliver længere end 100 cm.

Føden består især af fisk som f.eks. små bundlevende hajer (f.eks. rødhajer), fladfisk og ål. Byttet lammes eller dræbes med et elektrisk stød, og elrokker er i stand til at æde overraskende store byttedyr i ét stykke. F.eks. har man fundet en laks på 2,5 kg i maven på en sort elrokke. Sorte elrokker føder levende unger. Hunnen er drægtig 10-12 måneder, og ungerne, der fødes som små kopier af de voksne, måler 17-25 cm. Arten yngler ikke herhjemme, og det vides ikke, hvor gamle fiskene kan blive.

Lever normalt nær kysten på dybder fra 10 til 150 meter, men de kan findes både på helt lavt vand og ned til cirka 1.100 meters dybde. De yngre elrokker lever på steder med blød bund, hvor de ofte er gravet ned, så kun øjnene stikker frem. De ældre fisk er ikke i samme grad tilknyttet bunden og kan findes oppe i de frie vandmasser en del af tiden.

Meget sjælden i danske farvande og kun fundet få gange.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Den sorte elrokke kan afgive kraftige elektriske stød på op til 220 volt og 8 ampere. Rokken skal bruge tid på at ”lade op”, når den har afgivet et stød. Elektriciteten produceres i nogle store muskler (fra gællemuskulaturen) på begge sider af hovedet. Rokkens overside er positivt ladet, og undersiden er negativt ladet. Når rokker giver et stød fra sig, virker vandet (med indhold af andre dyr) som en elektrisk leder, og den undgår derved at give sig selv stød. Elektriciteten bruges til både angreb og forsvar, og det er muligt, at elektriciteten også bruges til at lokalisere byttet samt til indbyrdes kommunikation.