#69220 | Dyreriget / Ribbegopler / Nuda / Beroida / Beroidae / Beroe /

Amerikansk melongople er en hueformet ribbegople, der kan blive op til 16 cm lang. Den er lettere fladtrykt med en bred mundåbning i den ene ende og uden tentakler eller lapper. Dens geléagtige krop er næsten gennemsigtig med en svag rosa til brunlig farve. På goplens overflade løber 8 ribber fra top til bund, der er forbundet i en net-struktur. Ribberne består af en række af små iriserende cilieplader, der lyser op i vandet.
Forvekslingsmuligheder
Arten kan forveksles med stor melongople, og de kan være svære at skelne fra hinanden. Stor melongople er mere tøndeformet til ovalt æggeformet, ikke helt så fladtrykt som amerikansk melongople og lidt mindre med en længde på 10-15 cm. Amerikansk melongople kan desuden minde om vandmænd og brandmænd, dog er disse ofte større og mere skålformede, og vandmænd har fire tydelige ringe i toppen, mens ribbegopler er mere tønde- og hueformede med ribber ned langs siden. Rød brandmand og blå brandmand har et rødt eller blåt indre som amerikansk melongople ikke har.
Biologi
Amerikansk melongople er et specialiseret rovdyr, der lever af andre ribbegopler, og den er særligt tilpasset prædation på amerikansk ribbegople. Med dens brede mundåbning kan den sluge andre ribbegopler hele, både mindre og større end den selv. Goplen benytter ribberne og den brede mundåbning til at skabe fremdrift i vandet. Amerikansk melongople er hermafrodit og kan befrugte sig selv. Dens æg er store og transparente, og dens planktoniske larve gennemgår forskellige udviklingsstadier, før den udvikler sig til sin voksne form. Arten spredes let med havstrømme og kan danne store bestande, hvis der er rigeligt med føde.
Levested
Arten kan leve i mange forskellige naturtyper i havet, da den har en høj salinitets-tolerance. Den forekommer ned til en dybde på omkring 100 meter.
Udbredelse
Arten optræder naturligt i den vestlige del af Atlanterhavet, langs Canada og USA og ned til det centrale Argentina. Den blev observeret for første gang i Sortehavet i 1997, hvorfra den har spredt sig videre ud i nærliggende have. I Danmark blev arten observeret for første gang i 2013 og den har sidenhen haft forekomster i Limfjorden og Storebælt.
Kilde
Miljøstyrelsen
Sjove fakta
Amerikansk melongople er muligvis blevet introduceret for at bekæmpe den invasive art, amerikansk ribbegople.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: