#122546 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Biller / Polyphaga / Scarabaeoidea / Torbister / Aphodiinae / Aphodiini / Aphodius /

Den mest slanke af slægtens arter i den størrelse. Aflang, smal, hvælvet, næsten cylindrisk, meget blank. Hovedet er sort. Mundskjold brunrødt. Pronotum sort, med rødbrune sider. Dækvingerne sandfarvet, sømmen og scutellum mørkere. Antenner og ben brunrøde. Undersiden mørkebrun, med en lysere brystplet. Hovedet med tre knuder. Kinderne kun svagt og afrundet fremstående. Pronotum med fin og iblandet grov punktur. Stribemellemrummene kun svagt hvælvede, spredt og yderst fint punkterede. Dækvingernes bagerste, smalle randparti blankt, ret tæt og kraftigt punkteret. Hos hannen er pandens midterste knude højere end hunnens. Pronotum er hos hannen bredere, med stærkere rundede sider og mere spredt, næsten manglende punktur i midten. Længde: 4-5 millimeter. Arten er i underslægten Bodiloides.
Forvekslingsmuligheder
Den ringe størrelse, gule dækvinger og cylindriske slanke krop er karakteristisk for arten. Dækvingernes punktstriber lidt svagere end hos mahognibrun møbille (Aphodius rufus) og Aphodius sordidus, men kraftigere end hos matgul møgbille (Aphodius immundus). Sværhedsgraden for en bestemmelse af det voksne individ synes at være relativt lav. Larven er svær at kende og kræver høj ekspertise.
Biologi
Den er monofag, men primært tilknyttet ko- heste- og fåregødning, hvor larven udvikler sig til puppe, og ultimativt til imago. Den lever primært af tarmsaft og andre let-omsættelige næringsstoffer, der ikke er blevet optaget gennem fordøjelsen af pattedyret. Imago ses primært i perioden juni til september, hvor den sværmer i godt og stille vejr, primært i starten af forekomstperioden. Hunnen lægger æg om dagen i den tørre del af lorten. Der forekommer én generation om året. Arten er byttedyr for mange rovdyr i og omkring gødningskagen. Især fugle præderer på den, men også andre insekter, herunder primært mens den er larve. Et klassisk insekt der præderer på den, er stor gødningsrovflue (Asilus crabroniformis), der også tager voksne individer.
Levested
Let jordbund/sand. Arten må betegnes som ekstremt følsom over for de medicinrester der forekommer i gødningen længe efter en planteæder er behandlet mod indvoldsorm.
Udbredelse
Den blev af Victor Hansen betegnet som almindelig i 1926. I dag er den mere spredt forekommende eller relativt sjælden, omend udbredt i alle 11 faunistiske distrikter. Ses ofte sammen med mahognibrun møgbille (Aphodius rufus).
Kilde
Gittings, T. & P.S. Giller, 1997: Life history traits and resource utilisation in an assemblage of north temperate Aphodius dung beetles (Coleoptera: Scarabaeidae)
Hansen, V. 1925. Danmarks Fauna bd. 29. Biller VI. Torbister
Hansen, V. 1964. Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-507, inkl. tillægsbind
Roslin, R., G. Liljeberg, M. Forshage, C. Ekblad & F. Ödegaard. 2014. Nordens dyngbaggar

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: