Beskrivelse

Magnus Houen Lauritsen 17-11-2023. Tilføjelser og korrektur: Johan Kjær Prehn

En ret karakteristisk møgbille med matte, gulbrune dækvinger og siderande på pronotum. Pronotum i midten formørket, og kan forekomme med to formørkede plamager på hver side af pronotum. Jævnt ensartet hvælvet og blank. Dækvingerne bagerst med et smalt upunkteret randparti. Hovedet ind til mundskjoldet sort eller mørkebrunt, mens mundskjoldet fremstår langt lysere med brungule farver. Hovedet med tre knuder. Dækvingerne cognac/whiskey-brungule, fortil i 7. og bagtil i 5. stribemellemrum med en lille sort plet, der dog ikke altid forekommer. Scutellum og sømmen ens formørket. Ben og antenner samme formørkede rødgule farve. Køllen er en anelse mørkere. Undersiden er mørkebrun med to store brystsidepletter. Bugen gul. Kinderne tydeligt stumpvinklet fremstående.

Pronotum med dels grov, dels fin punktur. Dækvingernes punktstriber forholdsvis kraftige. Stribemellemrummene noget hvælvede, spredt og yderst fint punkterede. Hos hannen er pandens midterste knude højere end hunnens. Pronotum hos hannen bredere, med stærkere rundede sider og mere spredt, næsten manglende punktur i midten. Længde: 5-7 millimeter. Arten er i underslægten Bodilopsis.

Forvekslingsmuligheder

Aphodius sordidus er med sine karakteristiske fire mørke pletter på lysebrune dækvinger er nem at kende. Pygidium - de yderste bagkropsled under dækvingerne - dækkes hos matgul møgbille (Aphodius immundus) af dækvingerne, hvilket det ikke gør hos Aphodius sordidus. Ellers er grundfarverne de samme. Begge arter må betegnes som uddøde i Danmark. Sværhedsgraden for en bestemmelse af det voksne individ synes at være relativt lav. Larven er svær at kende og kræver høj ekspertise.

Biologi

Den er monofag, og er primært tilknyttet ko-, heste-, og fåregødning, hvor larven udvikler sig til puppe, og ultimativt til imago. Den lever primært af tarmsaft og andre let-omsættelige næringsstoffer, der ikke er blevet optaget gennem fordøjelsen af pattedyret. Imago ses primært i perioden juni til september, hvor den sværmer i godt og stille vejr, primært i starten af forekomstperioden. Der forekommer én generation om året.

Arten er byttedyr for mange rovdyr i og omkring gødningskagen. Især fugle præderer på den, men også andre insekter, herunder primært mens den er larve. Et klassisk insekt, der præderer på den, er stor gødningsrovflue (Asilus crabroniformis), der også tager voksne individer. Arten flyver i skumringen og kommer til lys. Den kan også flyve særdeles langt, og er truffet langt fra egnede levesteder.

Levested

Let jordbund/sand på lysåbne lokaliteter som fx overdrev. Arten må betegnes som ekstremt følsom over for de medicinrester der forekommer i gødningen længe efter en planteæder er behandlet mod indvoldsorm.

Udbredelse

Arten blev af Victor Hansen i 1925 beskrevet som ret almindelig, hvilket den var helt frem til efter anden verdenskrig og op i 50’erne, hvor man oplevede et decideret kollaps af arten over et årti. Der er enkelte fund af arten efter 1960: Nordsamsø (1960), Øland ved Limfjorden (1973), Bornholm (1991) og København (2002). De to seneste fund kan potentielt være tilflyvere fra nabolande, og ikke nødvendigvis en indikation på en dansk bestand, da arten kan flyve meget langt. Arten er stadig relativt udbredt i Sydsverige og Nordtyskland, så dette gør forhåbningen om en dansk bestand af denne art en smule mere realistisk. Den er blandt de i alt ni arter af møgbiller, der er direkte tilknyttet biotoptypen “eksponeret sand”, og som enten er erklæret eller frygtet uddød i Danmark.

Kilde

Danmarks Billebank

Den Danske Rødliste

Gittings, T. & P.S. Giller, 1997: Life history traits and resource utilisation in an assemblage of north temperate Aphodius dung beetles (Coleoptera: Scarabaeidae)

Hansen, V. 1925. Danmarks Fauna bd. 29. Biller VI. Torbister

Hansen, V. 1964. Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-507, inkl. tillægsbind

Roslin, R., G. Liljeberg, M. Forshage, C. Ekblad & F. Ödegaard. 2014. Nordens dyngbaggar

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo