Pholcus opilionoides er meget lig den almindelige mejeredderkop P. phalangioides. P. opilionoides er dog mere gullig og betydelig mindre. De mørke felter ud for benene på forkoppen er gode kendetegn for adskillelse, samt at det mørke felt i midten af forkroppen ofte består af to tæt liggende mørke striber, hvor det i P. phalangioides som regel er et stort ”mere rundt” og som regel sammensmeltet felt. Sternum på undersiden af forkroppen er også anderledes fra den almindelige mejeredderkop. Levestedet er også noget anderledes end P. phalangioides (Se levested). 

Biologien for Pholcus opilionoides er dårligt kendt. De findes ofte hængende på hovedet i irregulære spind - Sommetider i en lav højde langs gulvet. Jeg har fundet juvenile i September og Juni. I Juni var den juvenile i selskab med en voksen, hvilket tyder på generationsoverlap. I slutningen af August i 2021 var der ved Rødbyhavns nedlagte baneterræn individer i alle aldre. 

Hunnen bærer sine æg i munden, der minder om et stort hindbær. Det gør hun indtil at de er færdigudviklede. Arten er meget passiv i dagslys. Vender man et bræt eller betondække som arten sidde under, sidder de helt stille, nærmest pacificeret. Når æggene klækker, sætter ungerne sig tæt på moren i hendes spind, indtil at de er klar til at sprede sig ud i det omkringliggende miljø. 

P. opilionoides findes særligt udenfor på steder, hvor man normalt ikke vil finde P. phalangioides. Særligt under sten og hulheder på varme ruderater såsom baneterræner. På baneterræner findes de inde i sporskifte-kasser, strømkasser, containere mm. (se habitat billede af sådan en container).

Information om arten fra udlandet, nævner også at den kan findes i kældre. Arten er dog kun fundet en gang indendørs i Danmark i et uopvarmet hus på Falster i 1989 (Scharff & Gudik-Sørensen, 2006), men dette fund er tilsyneladende uden et belægseksemplar og er derfor en smule tvivlsomt. 

Pholcus opilionoides har sin oprindelse fra varmere egne, og er på nuværende tidspunkt ikke registreret mange gange i Danmark, men den er muligvis mere udbredt end hvad registreringer viser. P. opilionoides er en art de færreste kender, og det vurderes, at der er nemt at arten er blevet overset da den nemt forveksles med unge eksemplarer af P. phalangioides og derfor kan være blevet ignoreret af observatører grundet sidstnævnte arts almindelighed. 

Arten er i de senere år (efter 2005) fundet spredt flere steder i landet. Hvilket enten kan pege på separate introduktioner, eller en enkelt indførsel med en overset spredning. Siden arten tilsyneladende er glad for varme ruderater, f.eks. nær banelemmer, kan transport via. toge, eller vandring langs banelegemer ikke udelukkes, som værende en årsag til de spredte observationer. De mange nye fund kan muligvis også afspejle temperaturstigninger som følge af klimaforandringer, som har skubbet artens nordligste grænse. Det vurderes meget sandsynligt at arten vil blive langt mere almindelig i fremtiden, da der umiddelbart ikke vurderes at være nogle habitat- eller spredningsmæssig forhindring. At arten tilsyneladende kan overleve udenfor vurderes også som et aktiv. 

Ved Rødbyhavns nedlagte baneterræn findes arten i hobetal i hulheder under beton og lign. langs de gamle skinner. Dette er muligvis den mest tilgængelige poupulation, er man interesseret i at observere arten, mange andre baneområder er nemlig lukket for offentligheden.

Selvom at alle nuværende fund med belæg er efter 2005, har arten muligvis været overset i over hundrede år. Hvis man skal tro den tidligste litteratur, nævnes arten allerede som værende ombord på danske skibe i København i 1882 (Scharff & Gudik-Sørensen, 2006). En kendt population i København ved Dybbølsbro, og Københavns baneterræner kan teoretisk set være efterkommerne af disse skibs-individer.

Forstyrrer man en P. opilionoides i sit spind vil den ryste voldsomt i et forsøg på at forvirre den potentielle fjende, nøjagtigt som man ser det hos dens kusine P. phalangioides. Tager man individet ud af sit spind, og placerer den på et underlig, og prikker til den, vil den også lave små krampagtige ryst der er komiske at iagtage. Dette kan gentages flere gange uden den store flugt. Før eller siden vil arten dog få nok og suse afsted, og der kan den opnå utrolig fart magen til/tæt på den man ser hos nogle jagtedderkopper. 

Ruderat-Mejeredderkop er blevet foreslået som trivialnavn for arten, grundet artens associering med sådanne habitater i Danmark af F. Leck Fischer.