Minder meget om Pachybrachius fracticollis, men de to arter adskilles ved hjælp af følgende karakterer. Hos Pachybrachius luridus er pronotum forsynet med lange, udstående hår, og den bageste del er mere eller mindre rødbrun uden tydelige længdestriber. På forlårets underside ses to rækker af torne. Hos Pachybrachius fracticollis er pronotums behåring ganske kort og næsten usynlig, og den bageste del af pronotum er sort med lysere længdestriber. På forlårets underside findes kun en enkelt række af torne.
Pachybrachius luridus vil også kunne forveksles med Ligyrocoris sylvestris. Hos Pachybrachius luridus strækker dækvingerne sig dog normalt ud over bagkroppen og skjuler denne, og bagfodens inderste led er højst 2 gange så langt som 2. og 3. led tilsammen. Hos Ligyrocoris sylvestris er dækvingerne kortere og dækker ikke det yderste af bagkroppen, og bagfodens inderste led er ca. 3 gange så langt som 2. og 3. led tilsammen.

Lever af værtsplanternes frø. Overvintrer som voksen. Parring og æglægning finder sted i maj-juni, og nymfer kan især træffes i juli og august. Den nye generation er fremme fra slutningen af juli eller i august. Der er én årlig generation.

Findes især i våde moseområder, hvor den af og til kan findes sammen med slægtningen Pachybrachius fracticollis. Arten træffes på star og kæruld - og i hvert fald i Tyskland synes den at have en forkærlighed for næbfrø. Opholder sig normalt nede på jorden under planterne. Overvintrer ofte i vissent plantemateriale på mere tørre lokaliteter.

Arten er fundet hist og her i Jylland, på Sjælland og Bornholm, men de fleste fund er fra Nordøstsjælland. Langt hovedparten af fundene er meget gamle.

Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).