Ligner sin nære slægtning Pachybrachius luridus, men de to arter adskilles ved følgende karakterer. Hos Pachybrachius fracticollis er pronotums behåring ganske kort og næsten usynlig, og den bageste del af pronotum er sort med lysere længdestriber. På forlårets underside findes der kun en enkelt række af torne. Hos Pachybrachius luridus er pronotum forsynet med lange, udstående hår, og den bageste del er mere eller mindre rødbrun uden tydelige længdestriber. Desuden har denne på forlårets underside to rækker af torne.
Pachybrachius fracticollis vil også kunne forveksles med Ligyrocoris sylvestris. Hos Pachybrachius fracticollis strækker dækvingerne sig dog normalt ud over bagkroppen og skjuler denne, hos Ligyrocoris sylvestris når de ikke det yderste af bagkroppen. Desuden er bagfodens inderste led højst 2 gange så langt som 2. og 3. led tilsammen hos Pachybrachius fracticollis mod ca. 3 gange så langt hos Ligyrocoris sylvestris.

Suger på værtsplanternes modnende frø og plantestængler. Arten overvintrer som voksen, og parring og æglægning finder sted i maj-juni. Nymferne kan ses gennem hele sommeren, og den nye generation er fremme fra august. Der er én årlig generation.

Typiske levesteder er fugtige lokaliteter som moser, våde enge og områder nær søer og åer. Værtsplanterne er star, kæruld og andre sumpplanter. I meget våde områder kan de voksne tæger af og til findes oppe på planterne, men normalt opholder de sig nede på jorden sammen med nymferne.

Arten er kendt fra det meste af landet, men er endnu ikke meldt fra Nordvestjylland. Den er tilsyneladende mest almindelig i Østjylland og på Sjælland.

Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).