#100149 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Lamproplax /

Ingen fotos...
En mellemstor frøtæge med en forholdsvis slank krop. Det spidse hoved er sort og glinsende, og 1. og 4. antenneled er rødbrune, 2. og 3. mørkebrune. Forreste del af pronotum er sort, skinnende og stort set uden punkteringer, bageste del mere brunlig med kraftig og tydelig punktering. Dækvingerne er mørkebrune eller næsten sorte, og membranen er mørk eller grålig. Benene er lange og rødbrune, og på forlårene findes to fine torne. Både langvingede former og former med forkortede dækvinger forekommer. Længde 4,0-5,1 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan især forveksles med Skovfrøtæge (Drymus sylvaticus) og Drymus ryeii. Kendes dog sikkert på, at forreste del af pronotum er skinnende og næsten uden punkteringer. Hos Drymus-arterne er hele pronotum tydeligt og kraftigt punkteret. Endvidere har Lamproplax picea rødbrune ben, mens Drymus-arterne har mørkebrune eller sorte ben.
Biologi
De voksne tæger overvintrer. De kommer frem om foråret, hvor parring og æglægning finder sted. Nymferne er normalt fremme i juni og juli, og den nye generation er på vingerne fra august. Den går sent til overvintring, og den voksne tæge kan findes det meste af året. Der er én årlig generation.
Levested
Levestederne er fugtige heder på sur bund, højmoser og mere eller mindre tilgroede, våde enge og moser. Arten kan træffes både på helt åbne og på mere eller mindre skyggede lokaliteter. Tægerne opholder sig normalt mellem tørvemos og jomfruhår eller under vækster som hedelyng, klokkelyng og blåbær. Arten lever meget skjult, og de nøjagtige værtsplanter kendes ikke. Overvintrer i mos eller under vissen vegetation.
Udbredelse
Kendes fra forholdsvis få lokaliteter her i landet, og må sandsynligvis betragtes som sjælden og lokal. Arten kan dog også være noget overset.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: