#100144 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Eremocoris /

Ingen fotos...
En stor, langstrakt frøtæge med en temmelig skinnende overside. Hovedet er sort, lille og tilspidset, og de lange antenner er mørke - kun lidt lysere yderst. Pronotum er sort på den forreste del - til dels lidt lysere bagtil og med gullige kanter. Scutellum er ensfarvet sort. Dækvingerne er mørkt rødbrune til gråbrune med sorte pletter, og membranen er mørk med hvide pletter og lyse ribber. Lårene er sorte, og på undersiden af de fortykkede forlår findes én større torn og flere mindre. Skinneben og fødder er rødbrune, og hårene på de bageste skinneben har ca. samme længde som bredden af skinnebenene. Arten er altid langvinget, og den flyver ganske udmærket. Længde 6,0-7,8.mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan forveksles med sine nære slægtninge Eremocoris abietis, Eremocoris plebejus og Eremocoris podagricus. Den kendes fra de to sidstnævnte på, at der kun er én større torn på undersiden af forlåret. Hos Eremocoris plebejus og Eremocoris podagricus er der to større torne. Eremocoris abietis har også kun én større torn, og her adskilles de to arter ved hjælp af behåringen på de bageste skinneben. Hos Eremocoris fenestratus har hårene ca. samme længde som bredden af skinnebenene. Hos Eremocoris abietis er hårene kortere end bredden af skinnebenene.
Biologi
Lever af frø fra de forskellige værtsplanter. Arten overvintrer som voksen tæge. Den kommer frem om foråret, hvor parring og æglægning finder sted. Nymferne kan findes gennem hele sommeren, og de nye voksne tæger er fremme fra august. Èn årlig generation.
Levested
Levestederne er tørre og varme lokaliteter, hvor dyrene kan findes i vissen vegetation under forskellige løv- og nåletræer. Arten er især knyttet til ene, thuja og andre planter i cypresfamilien, men er også fundet på f.eks. tjørn.
Udbredelse
Her fra landet kendes kun et enkelt eksemplar fra Padborg - indsamlet i 2011. Det er uvist, om arten er tilfældigt indslæbt, eller om den er kommet hertil ved egen hjælp.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: