#100143 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Eremocoris /

En temmelig stor, langstrakt og ret mørk frøtæge. Hovedet er sort, lille og tilspidset, og de lange antenner er mørke. Pronotum og scutellum er sorte, og dækvingerne er mørkt rødbrune med sorte pletter - af og til næsten helt sorte. Membranen er mørk med lyse ribber og små, runde hvide pletter ved dækvingernes afslutning. De lange ben er mørkebrune eller sorte, og på undersiden af de fortykkede forlår findes to større torne samt flere mindre. Hårene på de bageste skinneben er meget lange - ca. dobbelt så lange som bredden af skinnebenene. Både individer med reducerede vinger og langvingede individer forekommer. Længde 5,5-7,2 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan forveksles med sine nære slægtninge Eremocoris abietis, Eremocoris fenestratus og Eremocoris podagricus. Den er dog typisk mørkere, mere ensfarvet og mere håret. Fra de to førstnævnte kendes den desuden på, at den har to større torne på undersiden af forlåret. Hos disse arter er der kun én større torn. Eremocoris podagricus har ligesom Eremocoris plebejus to torne, men hårene på de bageste skinneben er kun ca. lige så lange som bredden af skinnebenene, hvor de hos Eremocoris plebejus er ca. dobbelt så lange som bredden af skinnebenene.
Biologi
Lever af frø fra forskellige planter, bl.a. frø fra nedfaldne fyrrekogler. Den voksne tæge overvintrer. Den kommer frem tidligt om foråret, og parring og æglægning finder sted i maj. Nymferne kan findes gennem hele sommeren, og de nye voksne tæger er fremme fra august. Længere sydpå i Europa kan arten i gunstige år forekomme med to generationer, men hos os er der - i hvert fald under normale omstændigheder - kun én årlig generation.
Levested
Arten findes først og fremmest i tørre og lyse nåleskove og på heder med spredt bevoksning af ene og fyr. Dyrene findes normalt nede på jorden under hedelyng, blåbær eller i vissent løv eller mos.
Udbredelse
Arten har en spredt forekomst i Danmark, tilsyneladende mest almindelig i Østjylland og i Nordøstsjælland. Arten er noget lokal, men må nok alligevel betragtes som forholdsvis almindelig.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: