Beskrivelse

Bearbejdet uddrag fra "Danmarks bredtæger, randtæger og ildtæger" ved Ole Fogh Nielsen og Lars Skipper 06-10-2020

Overvejende brun eller olivenfarvet med kraftige sorte punkteringer og ofte med et metallisk skær. Pronotums siderande er kraftigt udstående og fortil forsynet med en række markante og tydelige, lyse torne. Antennerne er sorte, dog er spidsen af fjerde antenneled lysende gult. Bagkropsranden er mørkebrun eller sort med gullige pletter. Den brunlige farve kan variere en del, og arten kan også være næsten sort. Nymfen er metallisk grøn eller sort, med lyse eller rødlige partier på bagkroppen. Længde 11-13 mm.

Forvekslingsmuligheder

Kan især forveksles med kustodetæge, som dog i reglen er lysere brun, og hvis pronotum har mere spidse og tornagtigt udstående siderande med små, ikke særlig markante eller tydelige torne. De to arter adskilles også ved hjælp af antennernes udseende. Hos skovbredtæge er antennerne sorte med spidsen af fjerde antenneled lysende gult. Kustodetægen har rødbrune antenner med sorte ringe på tredje og fjerde led. En anden forvekslingsmulighed er rødbenet bredtæge, men denne har en stor lys plet på scutellum og mangler de hvide torne forrest på pronotum.

Biologi

Små nymfer suger saft på blade, men større nymfer og voksne tæger er rovlevende. Byttedyrene er især larver af sommerfugle, bladhvepse og biller, men også voksne insekter fanges og udsuges. Arten overvintrer som voksen. Den kommer frem i begyndelsen af april, og parring og æglægning sker fra slutningen af maj til hen i begyndelsen af august. Hunnen lægger sine æg på blade og grene i grupper på ca. 20, og hun lægger i alt ca. 200 æg. Nymferne kan findes i juli-september, og den nye generation fra midten af august. De voksne tæger kan findes til langt hen på efteråret. Der er én årlig generation.

Levested

Findes i krat og lysåben løvskov samt i haver og parker. Den opholder sig oppe i træerne på tjørn, birk, eg og andre løvtræer og buske.

Udbredelse

Fundet i alle landsdele, men lokal og ikke særlig almindelig. Den er især sjælden i de vestlige egne af Jylland, men er her under udbredelse.

Kilde

Nielsen, O.F. & L. skipper. 2015. Danmarks bredtæger, randtæger og ildtæger. Danmarks dyreliv bind 13. Apollo Booksellers (download bogen her).

Videre læsning

Sjove fakta

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo