#89168 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Glenter, ørne & høge / Glenter, ørne & høge / Accipiter /
Spurvehøgen er en lille rovfugl med lang hale og afrundede vinger. Hunnen har brunlig overside og en tværstribet grå og hvid underside; hannens overside er blågrå, og undersiden er tværstribet hvid og rustrød. Hunnen kan være næsten dobbelt så stor som hannen.
Forvekslingsmuligheder
Især den store hun af spurvehøg kan forveksles med hannen af duehøg. Spurvehøgen har dog hurtigere vingeslag, tyndere ben og mangler duehøgens afrundede halehjørner. Derudover kan den, på afstand, også forveksles med tårnfalk, som dog har mere spidse vinger, en noget anderledes farvekombination og den adfærd at kunne "muse" i sin jagt efter bytte.
Biologi
På grund af den betydelige størrelsesforskel tager hannen og hunnen forskelligt bytte. Hannen tager småfugle op til solsortestørrelse, mens hunnen kan tage bytte op til duestørrelse. Om sommeren tages mange nyudfløjne fugleunger, som er et nemt bytte. Jagten foregår gerne fra et skjul i et træ og sker altid som overraskelsesangreb, hvor høgen forsøger at komme tættest muligt på byttet, inden den opdages.
Levested
Spurvehøgen lever almindeligt i skoven men har i nyere tid fundet mange egnede ynglesteder i villakvarterer og helt inde i centrum af større byer. Eksempelvis er der i Københavns og Frederiksberg Kommune tilsammen optalt 30 ynglepar, og spurvehøgen er i dag mere almindelig i byen end tårnfalken. Det eneste krav til territoriet er, at der er rigeligt med småfugle og buske og træer, som muliggør overraskelsesangreb.
Udbredelse
Herhjemme er den en meget almindelig ynglefugl, som også ofte ses på træk forår og efterår. Udbredelsesområdet, udenfor Danmark, strækker sig over næsten hele Europa, det nordvestligste Afrika og et bredt bælte gennem Asien østpå til Stillehavskysten.
Videre læsning
Høge_1, 2. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
I 1950’erne og 1960’erne gik bestanden kraftigt tilbage; den blev reduceret til ca. en tredjedel på grund af brugen af pesticider som DDT og PCB. Efter forbud mod disse miljøgifte i starten af 1970’erne og pga. totalfredningen af rovfugle i 1967 gik bestanden frem igen.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som ynglefugl (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: