art: Kysttobis - Ammodytes tobianus

Tobisarterne ligner hinanden meget. Havtobisen har færre skæl (ét til fire) på halen end kysttobisen (mange). Desuden har havtobisen som regel en mere mørk, blålig ryg end kysttobisen, der er markant lysere (mere sandfarvet) på ryggen. Plettet tobiskonge har en sort plet på siden af snuden, som dog kan være utydelig. Nøgentobisen har bølgede kanter på ryg- og gatfinne, mens de er lige hos kysttobisen.

Føden består især af vandlopper, men også tanglopper, børsteorm, småfisk samt fiskeæg og -larver er på menuen. Kysttobiser danner stimer, og ved kysterne ser man ofte stimer af kysttobiser iblandet nogle få større plettet tobiskonger. Fiskene har et markant skift i habitat fra nat til dag. De graver sig ned på lavt vand om natten og søger føde i stimer i frit vand om dagen. Visse steder graver de sig ned i områder, der tørlægges ved ebbe. Endvidere overvintrer kysttobiserne i sedimentet i mange måneder. Gydningen kan i danske farvande foregå to gange om året, både i maj-juni og i august-september. Bliver sjældent mere end fire år, men kan blive op til syv år gamle.

Lever på relativt lavt vand fra kystlinjen og ud til typisk 30-40 meters dybde. Den er dog truffet ned til knap 100 meters dybde. Om sommeren kan man ofte se stimer af kysttobiser helt inde ved stranden, og i områder med sandbund er det ofte den hyppigste fiskeart.

Meget almindelig i de danske farvande på nær de dybe dele af Nordsøen og Skagerrak. 

Indtil 1934 troede man, at havtobisen og kysttobisen var en og samme art. Fiskene gik under navnet sandgrævling med henvisning til, at de graver sig ned i sandet havbund.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Tobis. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).