art: Havtobis - Ammodytes marinus

Tobisarterne ligner hinanden meget. Kysttobisen har en tydelig W- eller M-formet mørk blodåre ved haleroden. Og så har havtobisen færre skæl (ét til fire) på halen end kysttobisen (mange). Desuden har havtobisen som regel en mere mørk, blålig ryg end kysttobisen, der er markant lysere (mere sandfarvet) på ryggen. Plettet tobiskonge har en sort plet på siden af snuden, som dog kan være utydelig. Plettet tobiskonge har desuden tænder i ganen. Nøgentobisen har bølgede kanter på ryg- og gatfinne, mens de er lige hos havtobisen

Både larver og voksne æder fortrinsvis forskellige arter af vandlopper. Havtobiser graver sig ned i sandet havbund om natten og er kun aktive om dagen. Fiskene graver sig ned med hovedet først, hvorefter de rykker sig nede i sandet, så de kommer til at ligge med hovedet opad ca. 2-4 cm nede i havbunden. De forlader normalt sedimentet om morgenen, og hvis de har succes med at finde føde, vil de svømme op i vandet, blive mere aktive og begynde at danne stimer. I hele perioden fra september til marts forbliver havtobiserne nedgravet – på nær i perioden december-januar hvor de voksne kommer op for at gyde. Arten findes mest, hvor der er en høj koncentration af salt i vandet. Lever normalt kun i et par år, men kan blive knap 10 år.

I havområder på 30 til 150 meters dybde, og de største forekomster findes, hvor der er 40-50 meter dybt. Arten findes dog også på både lavere og dybere vand. I forbindelse med undersøgelser på Horns Rev er den registreret i stort antal på 4-14 meters dybde. Arten foretrækker områder med sandbund.

Meget almindelig herhjemme, hvor den primært kendes fra skrænterne mod Store- og Lille Fiskerbanke, Jyske Rev og Horns Rev i Nordsøen. Her kan arten til gengæld optræde i stort antal. Havtobisen er stort set fraværende i Østersøen, Bælterne og Kattegat.

Indtil 1934 troede man, at havtobisen og kysttobisen var en og samme art. Fiskene gik under navnet sandgrævling med henvisning til, at de graver sig ned i sandet havbund.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.