art: Hårfrugtet bjørneklo - Heracleum persicum

Hårfrugtet bjørneklo forveksles især med andre bjørneklo-arter såsom rundlobet bjørneklo og kæmpe-bjørneklo, der dog begge bliver noget højere. Stænglerne hos disse arter er også tykkere (op til 10 cm i diameter). Begge dør efter blomstring modsat hårfrugtet bjørneklo, der kan blomstre i flere år. Derudover er bladtænderne hos kæmpe-bjørneklo længere og med en tydelig indadbuet kant. Rundlobet bjørneklo er sjælden i Danmark, mens kæmpe-bjørneklo er mere almindelig.

Hårfrugtet bjørneklo er en flerårig urt, der blomstrer fra midten af juni til slutningen af juli. Den kan formere sig kønnet ved insektbestøvning samt ved selvbestøvning. Den kan ikke sprede sig vegetativt, men jord med den overvintrende stængel i kan spredes. Dens frø kan spredes med dyr, hvor randtornene sætter sig fast i pelsen, og vand (inkl. saltvand), da de flyder ovenpå. Langs vandløb kan planten blive dominerende og udgøre en stor trussel mod hjemmehørende arter. Saften fra stænglen og bladene anses som værende lige så giftig som saften fra kæmpe-bjørneklo og i kombination med sollys kan saften forårsage smertefulde forbrændinger på huden og gøre huden ekstrem lysfølsom i op til flere år efter kontakt.

Hårfrugtet bjørneklo lever i kulturpåvirkede arealer samt nær kyster og vandløb.

Hårfrugtet bjørneklo stammer fra Tyrkiet, Iran og Irak. Spredningsvejen til Europa er forbundet med en vis usikkerhed, da den kan være forvekslet med andre bjørneklo-arter. Man regner dog med, at den er plantet som prydplante og derefter forvildet. Man ved den blev indført som prydplante fra England til Tromsø i Norge i 1836, men det er også muligt, at den er importeret fra Rusland eller opstået i Norge som en krydsning mellem andre arter. Der er sandsynligvis foregået flere introduktioner. I Danmark er den sjælden, og der er kun registeret få fund.

I persisk madlavning benyttes de tørrede frø gerne i små mængder.