art: Kæmpe-bjørneklo - Heracleum mantegazzianum

Almindelig bjørneklo og grønblomstret bjørneklo er hjemmehørende (under)arter af bjørneklo, der kan skelnes ved, at bladene er mere opdelte og mindre takkede. De bliver begge noget mindre, med en maksimalhøjde på ca. 1 m for grønblomstret bjørneklo og 2 m for almindelig bjørneklo. Grønblomstret bjørneklo har desuden mere grønne blomster end kæmpe-bjørneklo.

Strand-kvan, er også en meget stor og kraftig skærmplante. Strand-kvanens skærm er dog rund, og bladene flere gange opdelt. Den findes især langs kyster. Derudover kan kæmpe-bjørneklo også forveksles med angelik, der dog ikke har hårede stængler som kæmpe-bjørneklo. Stænglen er derimod glat og ofte purpurfarvet. Forveksling sker typisk under blomstringen.

Kæmpe-bjørneklo kan også forveksles med hårfrugtet bjørneklo og rundlobet bjørneklo. Hårfrugtet bjørneklos skærme er dog mere kugleformede, og oftest er sideskærmene væsentligt mindre og dårligt udviklet. Bladpladen er ikke så dybt indskåret og har forholdsvis grove og butte tænder i bladranden. Har typisk flere skud fra roden og meget asymmetriske randkroner. Rundlobet bjørneklo adskiller sig fra både kæmpe-bjørneklo og hårfrugtet bjørneklo ved at have blade uden spidse flige og er derudover flerårig.

Kæmpebjørnekloen formerer sig udelukkende ved at sprede frø og ikke vegetativt. Det vil sige, at hvis man skærer roden over et sted under vækstpunktet, så dør planten. Blomstringen sker fra juni til august efter dens andet eller tredje leveår, hvorefter planten dør.

I Danmark foretrækker den fugtige voksesteder såsom moser, enge og langs åer, men den kan også findes på mere tør bund som for eksempel overdrev og industrigrunde.

Kæmpe-bjørneklo stammer fra Kaukasus, hvor den findes i lavlandet på fugtprægede skråninger. Den blev indført til botaniske haver i 1830’erne og derefter som prydplante i 1860’erne. Herfra spredte den sig ud i den vilde natur, og i de seneste årtier har den bredt sig voldsomt. Den er nu almindelig i hele landet.

Kæmpe-bjørnekloens saft er giftig, og man skal undgå hudkontakt med planten. Plantesaften gør huden ekstremt følsom over for sollys, og hvis huden udsættes for sollys, får man alvorlige forbrændinger. Samtidig kan huden kan blive ved at være følsom over for sollys i årevis. 

Det svider ikke at få plantesaft på huden, og derfor skal man være særligt opmærksom og dække sin hud godt til, hvis man er i kontakt med kæmpebjørneklo. Hvis man får plantesaft på huden, skal man inden 20 minutter vaske hudområdet med vand og sæbe, og huden skal beskyttes mod sollys i mindst 48 timer. Evt. kontakt læge i forbindelse med forbrændinger.

Bjørneklo. Uddrag fra Folk og flora (Brøndegaard, 1978-80) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).