art: Vestatlantisk stør - Acipenser oxyrinchus

Stører kendes på de fire skægtråde og de fem tydelige rækker af benskjolde. Den europæiske stør har 9-16 (oftest 14) rygskjolde og 24-40 (oftest 30) sideskjolde, mens den vestatlantiske stør har 9-11 rygskjolde og 18-27 sideskjolde (oftest 23). Desuden er skjoldene hos vestatlantisk stør hullede med ru, takkede kanter langs hullerne, mens de generelt er mere glatte med små afrundede udvækster (tuberkler) hos europæisk stør. Fra andre størarter kendes den vestatlantiske stør på kombinationen af en forholdsvis lang snude, der udgør ca. halvdelen af hovedlængden, glatte skægtråde ca. midt i snudens længde, en forholdsvis lille mund og kun 23-35 sideskjolde.

Den vestatlantiske stør gyder i floder og lever en del af sit liv i havet. I ferskvand består føden for de mindre stører hovedsagelig af bløddyr, vandinsekter og krebsdyr. I havet består føden af havbørsteorme, snegle, krebsdyr og fisk, f.eks. tobiser og kutlinger. I yngletiden søger fiskene fra havet tilbage til det vandløb, hvor de selv blev klækket. De voksne stører vandrer tilbage til havet umiddelbart efter gydningen. Størerne overlever normalt gydningen, så de enkelte hunner kan yngle adskillige gange. Vestatlantisk stør kan blive mindst op til 60 år gammel.

Lever i salt-, brak og ferskvand. Den vestatlantiske stør opholder sig i sin tid i havet mest ved bunden og som regel i områder med blød bund i nærheden af kysterne ned til 20 meters dybde.

Meget sjælden. Trods sit navn er den vestatlantiske stør hjemmehørende i og omkring Østersøen. Den er dog tidligere blevet erklæret uddød i området, og derfor er arten blevet genudsat med fisk fra Canada. I dag en arten meget sjælden i naturen i og ved Danmark, mens den benyttes i visse put-and-take-søer.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.