#97152 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Pattedyr / Hvaler / Tandhvaler / Delfiner / Lagenorhynchus /

Hvidnæse er en tandhval med omkring 100 kegleformede tænder. Dens krop er tæt og robust, hovedet er lille, og næbbet kort og tykt. Hvidnæsen er sort på ryggen, men har en hvid-grålig farvetegning, kaldet saddel, bag rygfinnen. Bugen og næbbet er hvidt, dog kan næbbet variere fra hvide til grålige og brunlige farver. På hver side af kroppen har den en hvidlig stribe. Rygfinnen, lufferne og halefinnen er mørkegrå eller sorte. Den har et enkelt blåsthul, der er dets ydre næseåbning. De mellemstore brystfinner, også kaldet lufferne, har bred basis, spidse ender og er bagudrettede. Halefinnen har indadbuende bagkanter, spidse ender og en tydelig kløft. Rygfinnen er høj, seglformet og er placeret midt på ryggen. Hvidnæser bliver 2,4-3 meter lange og vejer op til 350 kg. Hannerne er som regel større end hunnerne.
Forvekslingsmuligheder
Nyfødte hvidnæser har omtrent samme størrelse som marsvin, men kan adskilles på kropsformen. Hvidnæsen kendes på det korte og tydelige næb, et større hoved og højrere rygfinne. Hvidnæsens farvetegninger kan forveksles med spækhuggerens farvetegninger, men spækhuggere er meget genkendelige på deres størrelse og form.
Biologi
Hvidnæsens føde består primært af torskefisk og blæksprutter, men den tager også krebsdyr. Føden findes ved ekkolokalisering. Hvidnæserne udsender højfrekvente og stærke lydbølger i en stråle, som bliver kastet tilbage, når det rammer f.eks. en fisk. Hvidnæsen opfanger de reflekterende lydbølger via underkæben og øret, og den kan på denne måde bestemme afstanden og retningen af byttet. Hvidnæser færdes som regel i flokke på op til 50 dyr, men kan også ses i flokke på flere hundrede individer. Ind imellem kan de fouragere sammen med andre arter af hvaler, såsom finhvaler og hvidskævinger. Parringen finder sted om sommeren, men hvidnæser får ikke en unge hvert år. Hunnen føder en ca. 120 cm lang unge om sommeren efter en drægtighed på ca. 11 måneder.
Udbredelse
Næstefter marsvinet, er hvidnæsen den mest almindeligt forekommende hval i Nordsøen. Den lever i den tempererede del af Nordatlanten. Arten forekommer også ofte i Skagerrak og Kattegat, og indimellem i Østersøen.
Kilde
Miljøstyrelsen
Sjove fakta
Hvidnæser svømmer hurtigt og rider ofte på skibes bovbølger og laver delfinspring.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: