Kan først og fremmest forveksles med sin nære slægtning Pseudomallada prasinus- den eneste af vore andre hjemlige guldøjer, som har en lille sort plet inderst på costa. De to arter er dog lette at kende fra hinanden. Hos Pseudomallada ventralis er bagkroppens underside sort eller mørkebrun, hos Pseudomallada prasinus er bagkroppens underside grøn. Pseudomallada flavifrons, som måske vil kunne findes hos os, har også en sort plet inderst på costa, men hos denne art er hovedet gulligt uden en sort plet mellem antennerne.

Larverne er rovdyr, som æder bladlus og andre små insekter. De voksne lever af pollen. Arten kan bankes fra lavthængende grene, og den kommer også til lys. Æggene lægges på undersiden af blade eller små kviste, og de klækkes efter et par uger. Der er tre larvestadier, og larven bærer et dække bestående af planterester og rester af små byttedyr. Den overvintrer i det andet eller tredje stadie. Næste forår spinder den voksne larve en silkekokon, hvori den snart forpupper sig. Puppetiden varer et par uger, og den voksne netvinge ses fra midten af juni og frem til midten af august. Der er én eller to årlige generationer.

Levestederne er lyse løvskove, skovbryn, levende hegn, parker og haver, hvor den kan træffes på bl.a. eg, bøg, birk og hvid-el. Den kan desuden findes på nåletræer i plantager eller blandskov. 

Pseudomallada ventralis findes i det meste af landet, men den er mest almindelig i Jylland. På de rigtige lokaliteter kan den af og til optræde i stort tal.

Nielsen, O.F. 2016. Danmarks netvinger. Danmarks dyreliv bind 14. Apollo Booksellers (download bogen her).