Pseudomallada prasinus kan først og fremmest forveksles med sin nære slægtning Pseudomallada ventralis som er den eneste af vore andre hjemlige guldøjer, som har en lille sort plet inderst på costa. De to arter adskilles dog uden de store problemer. Hos Pseudomallada prasinus er bagkroppens underside grøn, hos Pseudomallada ventralis er bagkroppens underside sort eller mørkebrun. Pseudomallada flavifrons, som måske vil kunne findes hos os, har også en sort plet inderst på costa, men hos denne art er hovedet gulligt uden en sort plet mellem antennerne.

Larverne er rovdyr, som lever af små insekter, de voksne æder pollen. Arten kan bankes fra mange slags træer, og den kommer også til lys. Æggene lægges enkeltvis eller i små grupper på undersiden af blade, på nåle eller små kviste. De klækkes efter et par uger, og der er tre larvestadier. Larven, som bærer et dække bestående af rester af planter og små byttedyr, overvintrer i det andet eller tredje stadie. Næste forår spinder den voksne larve en silkekokon, hvori den snart forpupper sig. Puppetiden varer et par uger, og den voksne netvinge ses fra slutningen af juni og frem til midten af august. Der er én eller to årlige generationer.

Arten kan træffes på mange forskellige lokaliteter - lyse løvskove, parker og haver, hvor den kan findes på mange forskellige slags løvtræer som f.eks. eg, pil, røn og tjørn. Den kan desuden findes på heder med spredte bevoksninger af nåletræer.

Pseudomallada prasinus er udbredt og almindelig i Jylland. På Øerne er der kun få fund, og de fleste af dem er gamle.

Nielsen, O.F. 2016. Danmarks netvinger. Danmarks dyreliv bind 14. Apollo Booksellers (download bogen her).