Beskrivelse

Jørgen Lissner, 18. oktober 2026.

Kropslængde han: 0,9–1,4 mm, hun: 1,1–1,8 mm. Lohmander (1945) angav en samlet kropslængde på 1,4–1,8 mm uden at opdele målene efter køn. Danske individer målt ligger i den lave ende af intervallerne (Lissner. 2019), og er således gennemgående mindre end de individer, der lå til grund for originalbeskrivelsen.

Microbisium suecicum er en meget lille, forholdsvis spinkel mosskorpion med en aflang krop, fire øjne og korte, kraftige pedipalper. Kroppen er glat og skinnende uden tydelig granulering. Levende individer er overvejende lyst gulbrune eller grågule, og farvekontrasten mellem de kitiniserede rygplader og de bløde ledhuder er svag. Pedipalperne har en lidt kraftigere gullig eller svagt rødbrun farvetone, mens gangbenene er meget lyse, næsten hvidgule. Pedipalpernes fingre kan være mørkere end hånden (Lohmander, 1945; Thydsen Meinertz, 1962; Lissner, 2019).

Rygskjoldet er omtrent lige så langt som bredt og måler ifølge Lohmander (1945) 0,36–0,41 mm i både længde og bredde. Det er næsten parallellsidet, men svagt indsnævret fortil. Forkanten er svagt konveks og forsynet med en lille, tydelig epistom, der fremstår som et kort, uregelmæssigt trekantet fremspring. Overfladen er glat og blank. Der findes to par relativt små øjne tæt ved forkroppens forreste sidekanter. Afstanden mellem forreste og bageste øje er mindre end hos M. brevifemoratum, mens afstanden mellem det forreste øje og forkanten er relativt større (Lohmander, 1945). Rygskjoldet bærer 22 børster fordelt i et karakteristisk mønster med fire ved forkanten, seks nær bagkanten og de øvrige fordelt mellem disse.

Bagkroppen er aflang og bredest omkring midten. Rygpladerne (tergitterne) er udelt på tværs og har en svagt gullig til gråbrun farve. De bløde ledhuder mellem pladerne adskiller sig kun lidt i farve fra tergitterne. Bagkroppen er forsynet med forholdsvis fine, enkle børster. Hos hunner med udviklende æg bliver bagkroppen tydeligt bredere og mere voluminøs, hvilket forklarer en betydelig del af variationen i kropslængde (Gärdenfors & Wilander, 1992; Lissner, 2019).

Chelicererne er relativt store og måler ifølge Lohmander (1945) 0,23–0,25 mm i længden og 0,12–0,14 mm i bredden. De har en kraftig basis og to forholdsvis korte fingre med veludviklede tænder. Den faste finger har 12–13 tænder, mens den bevægelige har omkring 10. Tænderne er forholdsvis store og næsten ensartede. Den faste fingers serrula interior består af omkring 13 lameller, mens serrula exterior på den bevægelige finger omfatter omkring 18 lameller. Flagellum består af syv børster, hvoraf de forreste er fint tandede. Den bevægelige fingers spindeknude er lav og afrundet (Lohmander, 1945; Thydsen Meinertz, 1962).

Pedipalperne er karakteristisk korte og relativt kraftige. Femur er 0,32–0,34 mm langt og 0,11–0,12 mm bredt, svarende til et længde-breddeforhold på omkring 2,7–2,8. Tibia er 0,26–0,28 mm lang og har en udpræget, afrundet kølleform med en relativt smal basis. Klosaksen, inklusive stilken, måler 0,56–0,62 mm i længden og 0,19–0,21 mm i bredden. Hånden er bredt oval og omtrent lige så lang som fingrene, hvis længde er 0,26–0,30 mm. Pedipalpernes faste finger har 26–28 tænder. De inderste cirka 16 tænder er overvejende afrundet rektangulære, mens de yderste er mere trekantede og spidse. Den bevægelige finger har omkring 30 tænder, hvoraf hovedparten er afrundede og bredere end høje; kun de yderste tre er tydeligt spidse og trekantede. Den faste finger rummer giftapparatet. Trichobothrierne (lange sansehår) er fordelt med syv på den faste finger og tre på den bevægelige, hvoraf ét på den faste finger sidder på indersiden. Deres placering er vigtig ved bestemmelsen (Lohmander, 1945; Thydsen Meinertz, 1962; Uddström & Rinne, 2014).

Gangbenene er forholdsvis korte, spinkle og lyst farvede. Tarsus er todelt på alle fire benpar. På fjerde benpar er femur relativt bredt sammenlignet med M. brevifemoratum, og grænsen mellem basifemur og telofemur kan erkendes som en fin linje. Tibia og tarsalleddene bærer enkelte længere sansebørster, hvis placering indgår i artens morfologiske karakteristik (Lohmander, 1945; Thydsen Meinertz, 1962).

Begge køn har en ventral genitalåbning i den forreste del af bagkroppen. Der findes ingen nærmere beskrivelse af kønsorganerne i litteraturen. Bestemmelsen af M. suecicum bygger derfor primært på de ydre morfologiske kendetegn, især pedipalpernes proportioner, tandantal og trichobothrier.

Forvekslingsmuligheder

Den vigtigste forvekslingsart er Microbisium brevifemoratum (Ellingsen, 1903), som er den anden repræsentant for slægten i Danmark. Arterne ligner hinanden i den overordnede kropsbygning, men kan adskilles ved flere morfologiske karakterer. Lohmander (1945) fremhævede især forskelle i størrelse, farve, pedipalpernes proportioner samt tandantallet på pedipalpernes fingre. Microbisium suecicum er generelt mindre end M. brevifemoratum. I den ældre litteratur angives kropslængden til 1,4–1,8 mm hos M. suecicum, mens M. brevifemoratum måler 1,6–2,4 mm. Pedipalperne giver de sikreste morfologiske kendetegn. Hos M. suecicum er femur relativt kort og kraftigt, omkring 2,7–2,8 gange så langt som bredt, mens femur hos M. brevifemoratum er mere langstrakt, omkring 3,2 gange så langt som bredt. Hos M. suecicum har den faste finger 26–28 tænder, mens den bevægelige finger har omkring 30. Hos M. brevifemoratum er tandantallet betydeligt højere, med 40–42 tænder på den faste finger og omkring 42 på den bevægelige finger. Tænderne kan dog kun tælles i mikroskop eller god stereolup. De to arter adskiller sig endvidere ved ikke at overlappe i habitat. I Danmark er M. suecicum især fundet i kalkholdige, sandede kystgræslande, hvor den lever mellem græssernes rødder og i det øverste jordlag. Microbisium brevifemoratum er derimod knyttet til fugtige, sure tørvemoser med Sphagnum.

Biologi

Microbisium suecicum er et lille jordbundslevende rovdyr, som opholder sig mellem rødder, førn og formentlig også i hulrum i mineraljorden. Som andre medlemmer af familien Neobisiidae antages den at ernære sig af små bløddyr og leddyr, især springhaler, små mider og andre ganske små jordbundsorganismer, som fastholdes med pedipalpernes klosakse. Der foreligger dog kun få direkte undersøgelser af artens fødevalg (Gärdenfors & Wilander, 1992).

Arten bevæger sig i det øverste jordbundslag og blandt planternes rødder. I Danmark blev individer fundet ved at løsne græstuer og si rodkagerne over en bakke. Fremgangsmåden afslørede både voksne og nymfer, hvilket viser, at de danske kystgræslande udgør egentlige ynglehabitater og ikke blot tilfældige opholdssteder (Lissner, 2019).

Artens livscyklus er ikke undersøgt i detaljer. Ligesom andre mosskorpioner gennemgår den tre nymfestadier før voksenstadiet: protonymfe, deutonymfe og tritonymfe. I de danske indsamlinger blev der fundet både deutonymfer og tritonymfer, men ingen protonymfer. Lissner (2019) foreslog, at protonymferne muligvis tilbringer hele deres stadie i hunnens silkebeklædte ynglekammer eller i egne beskyttende silkekamre.

Den forholdsvis lyse kropsfarve og den beskedne størrelse kan være fordelagtig i de snævre hulrum mellem jordpartikler og planterødder. Arten optræder skjult, hvilket sandsynligvis er en væsentlig årsag til, at den længe er blevet overset af samlere, trods den lokalt kan være meget talrig.

Levested

Artens habitatvalg varierer geografisk, men fundene peger på en tilknytning til forholdsvis tørre, varme og ofte åbne eller halvåbne miljøer med et veludviklet overfladelag af mos, førn eller nedre dele af vegetation.

I Sverige beskrev Lohmander (1945) arten fra lyse nåleskove, især på Gotland, og fra forskellige løvskovsbiotoper i Sydsverige. Mange fund stammede fra stenede skråninger, blokmarker og urer, hvor individerne blev fundet i mos, visne blade eller nåle. Arten forekom især i relativt åbne skovmiljøer med et tørt til moderat fugtigt bundlag. Gärdenfors og Wilander (1992) angav tilsvarende forekomst i løv- og nåleskove, hvor arten især findes i førn og mos.

I Centraleuropa er arten fundet i varme og tørre habitater, herunder åbne skove, tørre græslandsbiotoper og xeroterm vegetation. Mahnert (1983) fremhævede dens tilknytning til varme, tørre lokaliteter, og fund fra Polen og Slovakiet viser forekomst i tørre, åbne græslandsmiljøer og egeskove med et relativt varmt mikroklima (Jędryczkowski, 1987; Christophoryová et al., 2025).

I Danmark viser undersøgelserne et mere specifikt habitatvalg. Arten er pr. 2026 fundet på 49 lokaliteter i Danmark, alle i kalkholdige, sandede kystgræslande dannet ved marine aflejringsprocesser. Vegetationen er på fundstederne overvejende domineret af græsser, herunder almindelig draphavre (Arrhenatherum elatius), rød svingel (Festuca rubra) og strandsvingel (Festuca arundinacea). Individer er især fundet i græssernes rodkager, men også fra laget af delvist nedbrudt organisk materiale oven på sandet, såfremt et sådant var tilstede (Lissner, 2019).

Arten blev ikke fundet i sure klitområder eller i de undersøgte saltmarskområder på mudret bund. Dette antyder, at et sandet substrat med relativt højt kalkindhold kan være en vigtig faktor for artens forekomst i danske kystområder. Der er dog endnu ikke gennemført systematiske undersøgelser af dens forekomst i tilsvarende habitater inde i landet.

En interessant afvigelse fra de klassiske skov- og græslandsfund er forekomsten i myretuer. Drogla og Lippold (2004) rapporterede arten fra tuer af Formica rufa i Tyskland, mens Christophoryová et al. (2017) fandt den i tuer af Formica rufibarbis i Slovakiet. Disse fund antyder, at arten kan udnytte de særlige temperatur- og fugtighedsforhold i myretuer, men der er ingen dokumentation for en egentlig obligat tilknytning til myrer.

Samlet set synes arten at foretrække relativt varme, veldrænede lokaliteter med et beskyttet mikrohabitat i jordens øverste lag, hvor der er adgang til passende små byttedyr.

Udbredelse

Microbisium suecicum blev første gang dokumenteret fra Danmark af Lissner (2019), som fandt arten ved Brakør ved Horsens Fjord under undersøgelser af græssers rodkager i kalkholdige kystgræslande. Efterfølgende undersøgelser af omkring 25 lokaliteter langs den østjyske kyst resulterede i fund på 18 lokaliteter. Arten viste sig dermed at være forholdsvis almindelig i den undersøgte habitattype, hvor den på flere lokaliteter var den eneste eller den dominerende mosskorpionart (Lissner, 2019).

Senere indsamlinger har vist, at arten er betydeligt videre udbredt i Danmark end oprindeligt dokumenteret. Ifølge fundregistreringer på Arter.dk, eksporteret den 17. oktober 2026, foreligger der 57 registreringer fra perioden 2019–2025. Heraf stammer 39 fra årene 2020–2025 (Arter, 2026). De nyere fund dokumenterer artens forekomst langs en større del af Jyllands østkyst, fra Sønderjylland (Als) til områderne omkring Horsens Fjord, Odder og Djursland. Det nordligste registrerede fund er fra august 2023 fra Hirtsholmene. Arten er desuden fundet på Samsø, Fyn og Langeland. Et fund fra april 2020 ved Bognæs dokumenterer dens forekomst på Sjælland.

De danske fund er fortsat udelukkende knyttet til kystnære områder. Microbisium suecicum er således en vidt udbredt, men hidtil ret overset del af den danske mosskorpionfauna. Artens evt. udbredelse i indlandet, langs de vestvendte kyster og i Østdanmark er fortsat utilstrækkeligt undersøgt (Lissner, 2019; kort på Arter.dk).

Microbisium suecicum har en vid, men spredt dokumenteret palæarktisk udbredelse. Arten er kendt fra store dele af Europa, især Skandinavien, Centraleuropa og dele af Sydeuropa. Den blev oprindeligt beskrevet fra Sverige, hvor Lohmander (1945) undersøgte materiale fra blandt andet Gotland, Småland, Östergötland, Halland, Västergötland og Närke. Der foreligger desuden dokumenterede fund fra Finland, Danmark, Tyskland, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Østrig, Schweiz, Italien og Belgien (Mahnert, 1983; Jędryczkowski, 1987; Henderickx, 1999; Drogla & Lippold, 2004; Christophoryová et al., 2011; Uddström & Rinne, 2014). I Finland blev arten først offentliggjort som en del af landets fauna i 2014 på baggrund af et ældre museumseksemplar fra Ålandsøerne, indsamlet i 1954 (Uddström & Rinne, 2014). Uden for Europa er arten rapporteret fra Marokko i Nordafrika, hvilket viser, at dens samlede udbredelse strækker sig fra Fennoskandien til Middelhavsområdet og Nordafrika (Drogla & Lippold, 2004; Lissner, 2019).

Kilde

Arter. (2026). Microbisium suecicum Lohmander, 1945 [Fundregistreringer, Excel-data eksporteret 17. oktober 2026]. https://arter.dk/taxa/90541

Beier, M. (1963). Ordnung Pseudoscorpionidea (Afterskorpione) (Bestimmungsbücher zur Bodenfauna Europas, Lieferung 1). Akademie-Verlag.

Christophoryová, J., Gruľa, D., & Krajčovičová, K. (2017). New records of pseudoscorpions (Arachnida: Pseudoscorpiones) associated with animals and human habitats in Slovakia and the Czech Republic. Arachnologische Mitteilungen, 53, 67–76. https://doi.org/10.5431/aramit5311

Christophoryová, J., Šťáhlavský, F., & Fedor, P. (2011). An updated identification key to the pseudoscorpions (Arachnida: Pseudoscorpiones) of the Czech Republic and Slovakia. Zootaxa, 2876(1), 35–48.

Christophoryová, J., Vičanová, L., & Krajčovičová, K. (2025). Pseudoscorpions (Arachnida: Pseudoscorpiones) of the Burda Mountains in Slovakia. Arachnologische Mitteilungen, 70, 38–49. https://doi.org/10.30963/aramit7008

Drogla, R., & Lippold, K. (2004). Zur Kenntnis der Pseudoskorpion-Fauna von Ostdeutschland (Arachnida, Pseudoscorpiones). Arachnologische Mitteilungen, 27–28, 1–54.

Gärdenfors, U., & Wilander, P. (1992). Sveriges klokrypare med nyckel till arterna. Entomologisk Tidskrift, 113, 20–35.

Henderickx, H. (1999). Microbisium suecicum: Een nieuwe soort voor de Belgische fauna (Arachnida: Pseudoscorpiones). Phegea, 27(2), 65–67.

Jędryczkowski, W. B. (1987). Zaleszczotki (Pseudoscorpiones) Gór Świętokrzyskich. Fragmenta Faunistica, 31(9), 135–157.

Lissner, J. (2019). First records of the pseudoscorpion Microbisium suecicum Lohmander, 1945 in Denmark with notes on M. brevifemoratum (Ellingsen, 1903). Newsletter of the British Arachnological Society, 146, 2–5.

Lohmander, H. (1945). Arachnologische Fragmente 1–3. Göteborgs Kungl. Vetenskaps- och Vitterhets-Samhälles Handlingar, Sjätte följden, Serie B, 3(9), 3–14.

Mahnert, V. (1983). Pseudoscorpiones from the Hortobágy National Park (Arachnida). In S. Mahunka (Ed.), The fauna of the Hortobágy National Park (pp. 361–365). Akadémiai Kiadó.

Stol, I. (2005). Nordiske mosskorpioner (Pseudoscorpiones) (Norske Insekttabeller nr. 18). Norsk Entomologisk Forening.

Thydsen Meinertz, N. (1962). Mosskorpioner og mejere (Danmarks Fauna 67). G. E. C. Gads Forlag.

Uddström, A., & Rinne, V. (2014). A pseudoscorpion species new to Finland and an updated checklist (Arachnida: Pseudoscorpiones). Arthropoda Selecta, 23(2), 225–226.

Sjove fakta

Opdaget ved en tilfældighed. Arten blev første gang fundet i Danmark under eftersøgning af skæv vindelsnegl (Vertigo angustior). Græssernes rodkager blev undersøgt for snegle, men viste sig også at rumme meget små mosskorpioner, der senere blev bestemt til M. suecicum (Lissner, 2019). Allerede i 1962 fremhævede Thydsen Meinertz muligheden for, at M. suecicum kunne forekomme i Danmark, men der gik mere end et halvt århundrede, før dens forekomst blev dokumenteret.

Et forslag til et dansk navn kunne være Svingelskorpion, som afspejler dens levested i rodkager af rød svingel.

Noter fra taxonadministratoren

Dansk navn

Forslaget til et dansk navn "Svingel-skorpion" referer til arten hyppigt kan sigtes fra rodkager af rød svingel langs kyster med forland dannet af havstrømme. Evt. uden bindestreg. Forslaget "Sandskorpion" refererer til forekomsten i sandede græslande.

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø , Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond , 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo