Arterne kan godt minde lidt om arter fra Micaria slægten (Gnaphosidae), idet de også løber hurtigt omkring i solskin på en myrelignende måde, men de mangler Micaria arternes metalglans. Bagkroppen har karakteristiske farvetegninger i form af hvide pletter undertiden sammensmeltede i linier, og hannerne har et glinsende dorsalt scutum som fuldstændigt dækker bagkroppen. De to danske arter kan derfor næppe forveksles med andre edderkopper, og med lidt øvelse kan de genkendes selv uden anvendelse af lup.

Dagsaktive, hurtige edderkopper som løber rundt og opsøger bytte.

 Varme, solbeskinnede steder: lysåbne naturtyper og lyse skove, gerne hvor der er sten og myrer. 

Phrurolithus festivus er almindelig i stort set hele Danmark mens P. minimus er lokal langs kyster med kalkholdig jordbund, undertiden findes arten også i lyse skove med sten. Udbredt i stort set hele den gamle verden (Europa og Asien), men mangler længst mod nord.

De to danske arter har tidligere været placeret i Corinnidae, Liocranidae og Clubionidae men er nu overført til en ny familie, Phrurolithidae (Ramírez, 2014: 343), med væsentlig færre slægter/arter. Typeslægten er Phrurolithus som er et sammensat tillægsord med betydningen “stenvogter”. Navnet oprinder i typeartens Phrurolithus festivus adfærd som beskrevet af C.L. Koch (1839: 101): “Ihr Aufenthalt ist, was auch schon Hahn angeführt hat, stets unter Steinen. Unten an diese legt das Weibchen seine Eier, wie die vorhergehende Asagena serratipes, in ein kugelförmiges Klümpchen und überspinnt solches mit einem leichten durchsichtigen Gewebe , auf welchem die Mutter das Ausschlupfen der Jungen erwartet”. Hvorvidt alle medlemmer af familien deler denne adfærd er dog usikkert (Platnick, 2019). Det amerikanske navn for familien er “Guardstone Spiders”.