Kan forveksles med vildkaninen. Haren er større, har længere ører med sort spids og længere ben. 

Haren lever udelukkende af planteføde. Om sommeren æder haren primært urter, græsser og markafgrøder, mens den om vinteren især lever af kviste, skud, bark og frugt. Haren spiser sin egen afføring for at optimere udnyttelsen af næringsindholdet i dens føde ved at nedbryde de mindre fordøjelige dele yderligere. I løbet af en ynglesæson, kan haren få 3-4 kuld med ca. 2-5 harekillinger i hver. Første kuld fødes allerede i slutningen af februar. Harekillingerne fødes i et skjul i højt græs, under en busk eller i en fordybning på et åbent areal efter en drægtighedsperiode på ca. 42 dage. De dier en måned, men kan allerede spise græs få dage gamle, hvorefter de kan klare sig selv. Mindre rovdyr og rovfugle er til fare for harekillingerne, mens en ræv kan tage en fuldvoksen hare. 

Haren færdes i tilknytning til åbne arealer, såsom dyrkede marker, enge, heder og moser, hvor den færdes enten alene eller i små flokke. Haren er overvejende nataktiv, og hviler sig om dagen under buske, i højt græs eller i fordybninger i vegetationen, kaldet haresæder, hvor den har godt overblik over det omgivne terræn. Haren har ikke et egentligt territorie, men har et aktivitetsområde, der kan spænde over 40 ha.  

Haren er vidt udbredt og almindelig i Danmark. 

Hare_1, 2, 3, 4, 5, 6, 7. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Haren tilhører, sammen med kaninen, en gruppe pattedyr kaldet lagomorpha, på dansk støttetandede. Denne gruppe minder om gnavere, men adskiller sig fra dem ved bl.a. at have en ekstra fortand bag de store fortænder.