#89757 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Aborreordenen / Ulkefamilien / Cottus /

En lille ferskvandsfisk. Hovedet er fladt og bredere end kroppen. Munden er stor og læberne kraftige. Den inderste stråle i bugfinnerne er kortere end halvdelen af den længste finnestråle. De to rygfinner sidder tæt, men er ikke vokset sammen. Brystfinnerne er store, og strålerne er frie i den yderste del. Bugfinnerne har normalt 5-15 rækker af brun-orange tværbånd, som er årsag til artens navn. Bugfinnernes farve kan dog variere, så båndene kan ikke altid ses. Kroppen og de øvrige finner er spættede i forskellige nuancer af brun og sort. I yngletiden har hannerne en tydelig orange kant på den forreste rygfinne. Kan blive op til ca. 15 cm.
Forvekslingsmuligheder
Finnestribet ferskvandsulk kan let forveksles med hvidfinnet ferskvandsulk. Den hvidfinnede ferskvandsulk mangler de tværstriber, som den finnestribede ferskvandsulk har på bugfinnerne. I Danmark kendes den hvidfinnede ferskvandsulk, som nu menes at være uddød herhjemme, desuden kun fra Suså-systemet på Sjælland. Tilsvarende findes den finnestribede ferskvandsulk kun i Jylland. Horken har betydelig større øjne og en kløftet hale samt én lang, sammenvokset og høj rygfinne. Kutlinger kan kendes på deres sammenvoksede bugfinner, der danner en sugeskive.
Biologi
Føden består af alger, orme, krebsdyr, insektlarver og -nymfer, der fanges ved bunden. Yngletiden er fra februar til april. Hannen graver en fordybning i bunden eller en hule under bundens sten, hvor hunnen lægger 100-700 æg i en klæbrig klump og svømmer sin vej. Æggene vogtes energisk af hannen, indtil de klækkes efter tre-fire uger. Med sine store brystfinner vifter han frisk vand hen over æggene. Ulkene kan blive op til mindst tre år herhjemme, men op til otte år uden for Skandinavien.
Levested
Lever på bunden i klare vandløb med sten-, grus-, eller sandbund, samt i store, klarvandede søers brændingszone, ligeledes på hård bund. I Danmark kendes den finnestribede ferskvandsulk kun fra vandløb. Den findes, hvor strømmen er kraftig, iltindholdet er højt, og temperaturen aldrig kommer over 20 °C. Arten tåler desuden brakvand.
Udbredelse
Sjælden og findes herhjemme kun i Jylland, bl.a. i Gudenå-systemet og Skjern Å-systemet. Arten lader til at være i fremgang takket være en forbedret vandkvalitet, genslyngning af vandløb og fjernelse af fysiske spærringer.
Kilde
Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: