Hvidfinnet ferskvandsulk kan let forveksles med finnestribet ferskvandsulk. Den hvidfinnede ferskvandsulk mangler de tværstriber, som den finnestribede ferskvandsulk har på bugfinnerne. I Danmark kendes den hvidfinnede ferskvandsulk, som nu menes at være uddød herhjemme, desuden kun fra Suså-systemet på Sjælland. Tilsvarende findes den finnestribede ferskvandsulk kun i Jylland.

Føden består især af insektlarver, nymfer, og krebsdyr, som ferskvandstanglopper, men også småfisk. Den hvidfinnede ferskvandsulk er mest aktiv om natten. Om dagen ligger den som regel stille på bunden eller i et skjul under større sten. Yngletiden er fra marts til maj. Hannen uddyber en hule under bundens sten, og hunnen afsætter 50-900 æg i en klump på loftet af hulen og svømmer sin vej. Æggene vogtes energisk af hannen, der med sine store brygstfinner vifter frisk vand hen over dem. Fiskene bliver sjældent ældre end fem år, men de kan leve i op til 10 år.

Lever på bunden i strømmende ferskvand. Arten foretrækker kølige, iltrige vandløb med hurtig strøm og stenet bund, men træffes også i brændingszonen i klarvandede søer. Den hvidfinnede ferskvandsulk tåler desuden brakvand.

Den oprindelige bestand formodes at være uddød i Danmark. Den hvidfinnede ferskvandsulk levede i Suså-systemet på Sjælland indtil midten af 1900-tallet. I 1950'erne og 1960'erne var åen hårdt belastet af forurening med kloakvand, ensilagesaft og ajle. Siden 1960'erne har arten været anset for at være uddød i Danmark, men fra 2018 til 2021 blev arten genindført til Susåen fra Sverige. I 2021 blev det konstateret, at de udsatte fisk var begyndt at yngle.

Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.

Kommunikationen mellem fiskene er veludviklet. Den består af signaler som rejsning af finner og gællelåg, farveskift samt afgivelse af forskellige bankelyde. Ulkene frembringer lydene, ved at knoglerne i skulderbæltet og kraniet bevæges hurtigt mod hinanden, mens fiskene foretager nikkende bevægelser med hovedet.