Begge tungearter adskiller sig markant fra vore øvrige fladfisk på det afrundede hoved med en krum mund og et tydeligt overbid. Hos glastungen er omtrent hver fjerde til hver syvende finnestråle i ryg- og gatfinnen mørkebrun eller sort i hele eller en del af sin længde, mens finnestrålerne er mere ensfarvede (gerne brunlige) hos den almindelige tunge. Glastungen mangler den sorte spids på øjesidens brystfinne, der findes hos den almindelige tunge. Og så kan den almindelige tunge blive ca. 70 cm.

Føden består af små bundlevende hvirvelløse dyr samt af fiskeyngel. Glastungen tåler varierende saltholdighed, men den findes ikke i egentligt brakvand. I Nordsøen yngler arten fra juli til august. Når larverne når en længde på 9-20 mm, er forvandlingen til fladfisk afsluttet, og ungerne bliver bundlevende ligesom de voksne. Glastunger kan blive ret gamle, op til 16 år. Hunner opnår en højere alder end hanner.

Glastungen er en bundfisk, som overvejende findes på sandbund, lerbund og mudderbund, hvor den gerne ligger mere eller mindre nedgravet. Den er mest almindelig på 10-40 meters dybde, men træffes på 5-460 meters dybde.

Relativt almindelig i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, særlig fra Læsø og nordpå. I de indre farvande er arten til gengæld meget sjælden.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Navnet er ikke specielt karakteriserende for arten, da den ikke er mere gennemsigtig end den almindelige tunge ved sammenlignelige størrelser.