Beskrivelse

Tilrettet af Sofie Nørgård d. 31-05-2024

Skovsneppen er en vadefugl, men den er mere knyttet til fugtige skovområder end til lavvandede områder, modsat andre vadefugle. Den er en buttet fugl med brede, afrundede vinger, og som mange andre vadefugle har den et langt næb, men dens ben er relativt korte. Fjerdragten er i forskellige lyse- til mørkebrune nuancer på oversiden, så den er godt camoufleret i skovbunden, med rustbrun overgump. Bugen er lysebrun med tværstriber, og hovedet har ligeledes tværstriber på issen. Dens øjne sidder langt tilbage på siderne af hovedet, så den kan se hele vejen rundt, og den har en sort øjenstribe, der strækker sig fra næb til nakke, og en hvid markering under øjet. Skovsneppen er lidt mindre end en ringdue med et vingefang på mellem 55 og 65 cm, en længde på 33-38 cm, hvor næbbet udgør 6-8 cm, og en vægt på 250-420 gram.

Forvekslingsmuligheder

Den kan forveksles med dobbeltbekkasin, men skovsneppen er større og mere buttet, og så har den tværgående striber på hovedet. Skovsneppen har desuden ikke de længdestriber, som dobbeltbekkasinen har på bugen, men derimod tværstriber.

Biologi

Skovsneppens vigtigste føde er regnorme, som den finder ved at stikke sit næb i jorden, men den tager også andre smådyr. Hvis jorden fryser til om vinteren, kan den gå over til at spise planteføde såsom frø. Skovsneppen lever en ret skjult tilværelse og er svær at få øje på, når den trykker sig i skovbunden. Hannen giver sig til kende, når den flyver sin parringsflugt i skumringen på lune forårs- og sommeraftener (det såkaldte aftentræk) i en fast rute med langsomme vingeslag og næbbet pegende nedad over skovens trætoppe. Her udstøder den en ejendommelig snorkende lyd fulgt af et kort pist. Ellers kan skovsneppen ses, når den bliver jaget op fra skovbunden, hvorfra den letter med hurtige, buldrende vingeslag og forsvinder ind lavt mellem træerne. Skovsneppen har et langvarrigt parringsspil, hvor fuglene kredser om hinanden med vidt udspilede haler, så de hvide fjerspidser danner en halvcirkel. Fuglen får 1-2 kuld om året med 4 æg, der har en rugetid på 21-24 dage. Den lever i op til 10 år.

Levested

Skovsnepper træffes i både løv- og nåleskov, men foretrækker løvskov, hvor der findes fugtige områder. Reden placeres i unge beplantninger med løvskov. Uden for yngletiden opholder den sig også på mere åbent terræn, som langs grøfter, ved bække og kildevæld.

Udbredelse

Skovsneppen findes i et bredt bælte fra De Britiske Øer i vest til Asien i øst. Den største Europæiske bestand findes i Skandinavien, hvor den optræder både som ynglefugl og trækfugl. Skovsneppen trækker i stort antal gennem Danmark om efteråret til vinterkvarterer i Vest- og Sydeuropa. Desuden besøges Danmark af snepper fra Rusland og det nordlige Skandinavien i vinterhalvåret. I milde vintre kan den overvintre her, især i Vestjylland. De største ynglebestande herhjemme findes i Østdanmark, hvilket hænger sammen med, at sneppen foretrækker løvskov.

Kilde

Miljøstyrelsen

Politikens Store Fuglebog af Tommy Dybbro (2019), 1. udgave

Skovsneppe i Danmarks Fugle af Dansk Ornitologisk Forening

Videre læsning

Sneppe. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Sjove fakta

Skovsneppens yderste håndsvingfjer kaldes for penselfjer. Fjerene er spidse og stive, hvorfor man før i tiden brugte dem til pensler. I dag er penselfjerene et yndet trofæ blandt jægere og ofte sættes de i jagthatten.

Noter fra taxonadministratoren

Rødliste

Rødlistevurderet som både ynglefugl og trækfugl. Status for førstnævnte angives her (læs mere her)

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo