#89508 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Mågevadefugle / Sneppefugle / Numenius /
Småspoven er en stor, gråbrun vadefugl med lange ben og et langt, nedadbuet næb. Dens næb er mørkt, buer på yderste halvdel og måler 6-9 cm. Fjerdragten er gråbrun med ensartet mørk overside med lidt lysere dækfjer og helt lys rygkile. Undersiden er lysere med båndede armhulefjer, mørkmønstrede dækfjer på undervingen og lys bug. Issen er mørkebrun med tydelig lys øjenbryns- og midterstribe kantet af en mørk øjenstribe. Småspoven har et vingefang på 71-81 cm med en længde på ca. 38 cm. Hanner vejer mellem 280-380 g, hvorimod hunner vejer 400-450 g.
Forvekslingsmuligheder
Småspoven kan forveksles med storspoven, som ligner meget. Småspoven har et betydeligt mindre, kortere og mere buet næb og har kortere ben end storspoven. Derudover kan de to arter adskilles på deres stemme og småspovens generelt mørkere farver. De yngler begge i tempererede, store skovområder, men storspoven holder til i de lavereliggende moser og enge i den sydlige del af skovbæltet, imens småspoven yngler på de næringsfattige højmoser i den nordlige del.
Biologi
Småspovens diæt er meget varieret og afhænger af årstid og habitat. Når småspoven trækker, lever den især af bær, frø og frugt, men i yngletiden lever den primært af insekter, orme og krebsdyr. Dens lange og buede næb er velegnet til at finde og fange krebsdyr i mudret bund og til at plukke bær. Den knuser de mindre krabber og banker de større med sit næb, inden de indtages. Den flyver med hurtige vingeslag. Småspoven begynder at yngle i en alder af 2 år. Hunnen lægger 4 æg, der har en rugetid på 20-21 dage. Den trækker gennem Danmark i den sidste del af sommeren, primært i juli-august, og om foråret i sidste halvdel af april og første halvdel af maj.
Levested
Fuglen yngler på fjeldheder, heder, på tundraen samt i næringsfattige moser og højmoser i zonen omkring birke- og nåletræsskove. Den træffes i Danmark nær kyster og heder, hvor den søger føde på strandenge og vadeflader. I dens overvintringskvarterer holder den til på sand- og mudderflader langs tidevandskyster.
Udbredelse
Småspoven er udbredt i Alaska, dele af Canada, Østgrønland, Island, Færøerne, det nordlige Europa, primært i Skandinavien, og spredt gennem Sibirien. Den raster i Danmark og ses særligt i Vestjylland, hvor den samler kræfter til dens træk sydpå mod tropiske områder i Vestafrika. Der kan observeres op til 1000 fugle om foråret og helt op til 3000 om efteråret, særligt ved Vadehavet.
Kilde
Miljøstyrelsen
Politikens Store Fuglebog af Tommy Dybbro (2019), 1. udgave
Småspove i Danmarks Fugle af Dansk Ornitologisk Forening
Videre læsning
Regnspove. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Småspoven er tidligere kendt som 'lille regnspove', da man engang troede, at den varslede om regn. Dens slægtsnavn Numenius betyder nymåne, der henviser til formen på dens næb.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som trækfugl (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: