#89125 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Andefugle / Andefugle / Cygnus /
Som dens navn antyder, er sortsvanens fjerdragten primært sort. Den har hvide fjer i enderne af vingerne, som oftest kun kan ses, når fuglen flyver, mens den oftest er helt sort, når den ligger i vandoverfladen. Næbbet er rødt med et hvidt tværbånd nær spidsen. Sortsvanen er væsentligt mindre end knopsvanen og ca. på størrelse med pibesvanen med en længde på 110-140 cm, et vingefang på 160-200 cm og en vægt imellem 3.7-9 kg.
Forvekslingsmuligheder
Sortsvane kan ikke forveksles med andre svanearter pga. dens sorte fjerdragt.
Biologi
Sortsvane lever af vandplanter og græs. Fuglen bliver kønsmoden i 3-4 års alderen. Parrings- og yngletiden er fra februar til august, hvor hunnen lægger ca. 5-6 æg. Begge forældre deltager i udrugningen af æggene, der tager mellem 35 til 45 dage. Begge forældre passer ungerne i ca. 6 måneder, indtil de er flyveklar. Reden er lavet af plantemateriale og er placeret på små holme eller på lavt vand. Den er mellem 1-1,5 m i diameter og optil 1 m høj. En rede genbruges, repareres eller genopbygges hvert år. Sorte svaner har oftest den samme mage gennem hele livet. En sort svane kan blive ca. 10 år gammel.
Levested
I dens naturlige udbredelsesområde lever den i ferske, salte og brakke vådområder såsom åer, søer, sumpe og lignende. Svanen foretrækker at leve i områder med mange vandplanter, da det er dens primære fødekilde.
Udbredelse
Sortsvanen har sin naturlige udbredelse i Australien, men er indført til Europa som prydfugl. De fleste sorte svaner i Danmark er efterkommere af undslupne fugle fra zoologiske haver, dyreparker eller private prydfugleholdere, men der findes også vilde svaner fra populationer i Holland, Tyskland og England. Herhjemme har arten forsøgt at yngle, men uden succes. Arten er i dag almindeligt udbredt i Danmark.
Kilde
Miljøstyrelsen
Politikens Store Fuglebog af Tommy Dybbro (2019), 1. udgave
Sortsvane i Danmarks Fugle af Dansk Ornitologisk Forening
Sjove fakta
Den sorte svane er den eneste svaneart, som er sort. Derimod findes der en række hvide svanearter.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som ynglefugl (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: