#89037 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Storkefugle / Storke / Ciconia /

Den sorte stork er en stor og langbenet storkefugl, der har en sort fjerdragt med en metalglinsende overflade i grønlige og violette farver. Bugen og armhulerne er hvide. Dens ben, fødder og næb er røde. Næbbet er kraftigt, langt og lige. Ungfuglene har en lysere brun fjerdragt uden glans med gråbrune-grågrønne ben og næb. I flugt er dens hals strakt, og dens røde ben rager lige bagud. Sort stork er en smule mindre end hvid stork med et vingefang på 185-205 cm, en længde på 97 cm og en vægt på ca. 3000 gram.
Forvekslingsmuligheder
Den sorte stork er let genkendelig på dens form og fjerdragt. Den klaprer sjældent med næbbet, som den hvide stork gør.
Biologi
Den sorte stork lever af padder, fisk, insekter og andre smådyr, som den fanger i søer, vandløb og vådområder både i og uden for skov. Storken kan årligt få 1 kuld på 3-5 æg, der har en rugetid på 35-36 dage. Storkeungerne har en ungetid på 63-71 dage. Den sorte stork er meget sky og lever forholdsvist skjult i skovområder. Den observeres mest i flugt.
Levested
Sort stork er en sky fugl, der kræver uforstyrret og gammel åben løvskov til redeplaceringen. Den placerer sin rede godt skjult oppe i gamle, ege- og bøgetræer med store kroner. Derudover skal der være vandløb eller store lavvandede vådområder i nærheden, da det er i sådanne biotoper storken søger føde.
Udbredelse
Det skønnes, at antallet af sorte storke i midten af 1800-tallet var omkring 150 par. Omkring 1900 var der kun 70 par tilbage, og arten forsvandt som dansk ynglefugl i 1953. Siden da har der kun været sporadiske yngleforsøg. I sommerhalvåret fra april-september trækker sorte storke til Danmark i et antal på 20-40 storke. De typiske træklokaliteter er Skagen, Østmøn, ved Stevns, Sydlangeland, Sydfalster og Sydlolland. De ses hyppigst i forbindelse med lunere, sydøstlige vinde og varmt vejr. Sort stork drager om efteråret sydøst på og overvintrer i tropisk Afrika, ligesom hvid stork.
Kilde
Miljøstyrelsen
Politikens Store Fuglebog (2018). Tommy Dybbro, Politikens Forlag, s. 59
Sort stork i Danmarks Fugle (2023), Dansk Ornitologisk Forening
Videre læsning
Stork_1, 2, 3, 4, 5, 6. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Den sorte stork har levet i de danske skove i 8000 år, hvorimod den hvide stork først indvandrede engang i 1400-tallet.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som ynglefugl (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: