Beskrivelse

Uddrag fra Fiskeatlas ved Henrik Carl og Peter Rask Møller, Statens Naturhistoriske Museum, 11-03-2021

En mellemstor bundfisk og en af vore mindste rokker. Kroppen er stærkt fladtrykt og nærmest rhombeformet. I den midterste række på kroppen og halen har tærben 11-19 (oftest ca. 16) større bagudrettede torne, der er karakteristisk riflede langs basis. Derudover har fisken en påfaldende ru overside med små og store torne spredt over det meste af overfladen. Oversiden er brunlig eller grålig med mere eller mindre tydelige hvide, hvidgule og mørke pletter. Pletterne kan danne rosetter, ligesom man kender det fra mange andre rokker. Døde eksemplarer mister noget af farven og er ofte næsten helt ensfarvede. Tærber længere end 60 cm er sjældne i danske farvande, men arten kan blive op til 105 cm og veje 11 kg.

Forvekslingsmuligheder

Tærben kendes fra de fleste andre rokker på de relativt få (ca. 16) riflede tone i midterrækken på ryg og hale. De helt små tærber under 20 cm kan kendes fra de andre rokker på, at tornene allerede er meget kraftige, hvor de hos de andre arter er langt mindre ved denne størrelse. Sømrokken kan kendes fra tærben på de 24-50 (11-19 hos tærben) glatte torne og en kraftig skiftevis mørk og lys farve på halen. Fyllas rokke har flere rækker af torne i samme størrelse på halen. Arktisk rokke har flere torne langs midterrækken (25-32 mod 11-19 hos tærben).

Biologi

Føden består af en lang række hvirvelløse dyr, f.eks. havbørsteorme, snegle, muslinger, blæksprutter, tanglopper, rejer, eremitkrebs, krabber og søpølser samt forskellige fisk. Størstedelen af føden indtages om natten, og tærberne æder ikke ret meget om vinteren. Tærben er tilpasset forholdsvis koldt vand, men tåler store udsving i temperaturen. Den tåler brakvand, og det forklarer, hvorfor den er udbredt længere ind i vore farvande end mange af de andre rokkearter. De 34-96 mm lange og 23-77 mm brede brunsorte ægkapsler dannes i kønsmodne hunner hele året. Ægkapslerne kan kendes på, at de har tværgående furer, der gør dem meget ru, specielt i tørret tilstand. Tærber kan blive mindst op til 16 år gamle.

Levested

Lever i danske farvande på havbunden på ca. 10-400 meters dybde, men kan træffes ned til 1.400 meters dybde. Arten findes på mange forskellige bundtyper, f.eks. sand, skalgrus og blød bund (silt, mudder).

Udbredelse

Tærben er den mest almindelige rokke herhjemme. Arten er vidt udbredt i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Den er dog generelt fraværende i kystnære farvande, herunder i vore fjorde. Arten er også forholdsvis almindelig i Storebælt og i lidt mindre grad i det nordlige Øresund, men findes ikke i Østersøen.

Kilde

Videre læsning

Sjove fakta

I modsætning til f.eks. pigrokker, som løfter halen som en skorpion, når den føler sig truet, krummer tærben sig sammen som et pindsvin, så de mange torne eksponeres yderligere. og den nøgne bugside beskyttes.

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo