Pigrokken kendes let fra de fleste andre af vore rokker på den forholdsvis lange, piskeformede hale, der er uden halefinne og er forsynet med en savtakket giftpig. Dette er en karakter, som den har tilfælles med ørnerokken, men som den let kendes fra, da ørnerokken er meget bredere og har en rygfinne.

Føden består af bunddyr som krebsdyr, bløddyr og fisk, især ansjoser og muller. Når pigrokken søger efter nedgravede byttedyr, graver den vha. bevægelser med brystfinnerne, og den efterlader nogle fordybninger i havbunden. Den ligger gerne delvis nedgravet i dagtimerne og er mere aktiv om natten. Pigrokker føder levende unger, som er kopier af de voksne og ved fødslen er cirka 8-13 cm brede. Arten yngler ikke i dansk farvand. Kan formodentlig blive op til ca. 16 år, hunner ældre end hanner.

Lever på havbunden på forholdsvis lavt vand fra kysten og ud til ca. 200 meters dybde. Den største tæthed findes på dybder mindre end 50 m. Pigrokken findes fortrinsvis på steder med sand- eller mudderbund. Den er forholdsvis varmekrævende og findes undertiden i flodmundingernes brakvand.

Meget sjælden i danske farvande og kun registreret én gang i siden 1960, nemlig ud for Hirtshals i 2007.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Pigrokken er normalt ikke aggressiv, men føler den sig truet, forsvarer den sig aktivt med giftpiggen på halens overside. Træder man på en pigrokke, slår den med halen, så piggen rammer foden eller benet med stor kraft. Stikket er meget smertefuldt, men kun meget sjældent dødeligt. Man kan dog få kramper, langvarige lammelser og ildebefindende. Hvis man bliver stukket, bør man rense såret, mens man venter på lægehjælp, og som med mange andre typer af gift bør såret nedsænkes i så varmt vand som muligt for at nedbryde giften.