Planten kan forveksles med løvstikke, men pastinak har intet eller et uanseligt storsvøb, hvorimod løvtikke har mangebladet, hængende storsvøb.

Planten blomstrer i juni-august og udvikler under optimale forhold en blomsterstand i sit andet leveår, hvorefter den dør. Er der ikke gode vækstbetingelser, kan planten leve i mindst fem år, inden den blomstrer. Planten kan producere 1000 frø i gennemsnit, der spredes med vind og vand. Planten indeholder en plantegift, både i stængel, rødder og blomster, som gør huden følsom over for sollys. Plantens saft kan i kombination med sollys give vabler og sår på huden, der minder om brandsår. Saften kan også forårsage pigmentelle misfarvninger i huden, der kan vare i månedsvis. Får man saften på sig, skal man vaske området grundigt og holde huden tildækket og skærmet mod solen i mindst en uge. Planten breder sig og danner tætte tæpper af vegetation, der kan fortrænge andre arter.

Pastinak gror på ret tør, noget næringspræget bund. Den findes ofte på habitater, der er påvirket meget af mennesker, f.eks. langs veje, på skrænter, grøftekanter, i parker, affaldspladser, baneterræn og i grusgrave. 

Planten stammer oprindeligt fra Sydeuropa og blev indført af munke i middelalderen som foderplante til dyr. 

Pastinak. Uddrag fra Folk og flora (Brøndegaard, 1978-80) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Den type pastinak, som lever vildt i naturen, er ikke den samme som den velkendte rodfrugt, pastinakrod, vi spiser. Rodfrugten pastinak er forædlet til at have store spiselige rødder med en mild og sødlig smag. Den vilde variant har en mindre pælerod, som ikke er spiselig.