#77329 | Planteriget / Karplanter / Tokimbladede / Rosenordenen / Rosenfamilien / Rønneslægten /

Almindelig røn er et lavt til middelhøjt træ, sjældent over 10-12 m højt og 40-50 cm tykt, med en lysåbenkrone og sølgrå bark. Vækstformen er først opret og senere buskagtigt forgrenet. Den unge bark er rødbrun og dunet. Ældre bark er grålig og glat med korkporer, og gammel bark er grå og furet. Bladene er 10-17 cm lange, uligefinnede med 5-8 par lancetformede og savtakkede småblade. Bladene har en mørk overside og lys underside, der mod efteråret får fine høstfarver fra gul til rød. Blomsterne er tvekønnede, små og hvide, og sidder samlet i store skærmagtige blomsterstande. Frugterne er ærtestore, orange-røde bær, som har en sur og besk smag.
Forvekslingsmuligheder
Almindelig røn kan overfladisk ligne en ung ask, særligt på bladene, der også er uligefinnede. De vokser også tit tæt på hinanden i selvsået skov. Ask har dog større blade, der bliver 25-35 cm lange, og sidder modsat hinanden - ikke spredt på skuddet, som ved almindelig røn. Derudover kan ask genkendes på dens karakteristiske knopper, der er helt sorte.
Biologi
Løvspringet starter i april, og løvfaldet starter i oktober. Blomstringen begynder allerede i maj, og bærrene modnes i august-september. Bærrene kan sidde på træet til helt hen på vinteren. De store bær ædes af mange bærædende fugle, f.eks. solsorte, sjaggere og andre drosler samt silkehaler, også om vinteren. Blandt andet derfor har den en effektiv frøspredning og er et typisk pionertræ, da den som oftest er en af de første arter til at indvandre i et område uden træer, som f.eks. heder og nyfældede plantagearealer. Den har en kraftig vækst de første 20 år af dens levetid, hvorefter den stagnerer. Træet kan blive op til 100 år gammelt.
Levested
Arten er ikke kræsen med hensyn til jordbund. Den kan gro på mager sandjord til fed lerjord. Den trives bedst, hvor jorden er relativt fugtig, men med god dræning og uden permanent oversvømmelse. I eftersommeren kan arten ofte angribes af rust. Den trives bedst på næringsfattig, sur morbund. Den er lyskrævende og hårdfør overfor såvel vårfrost som saltsprøjt. Den tåler vind, men formes let af den. Derfor gror den ofte i hegn og skovbryn.
Udbredelse
Almindelig røn er en vidt udbredt planteart på den nordlige halvkugles tempererede område, særligt da den er populær som prydtræ i haver og parker pga. dens smukke bær og høstfarver. Den er udbredt i hele Europa med undtagelse af de varme middelhavsregioner og Arktis. I Danmark ses almindelig røn i alle områder, og den findes også helt ud mod Nordsøen.
Kilde
Miljøstyrelsen
Jørgensen, H., Rune, F., Bredsdorff, T. H. & Weitemeyer, S. (2005). Træer og Buske i Danmark. Gyldendal AS
Videre læsning
Røn_1, 2, 3. Uddrag fra Folk og flora (Brøndegaard, 1978-80) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Rønnebær er rige på C-vitamin og A-vitamin og benyttes derfor til en lang række forskellige naturlægemidler. Almindelig røn har haft stor betydning i folketroen, hvor den har været anvendt som beskyttelse mod alskens ondskab.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: