Douglasgran kan minde om almindelig ædelgran, men denne kan genkendes på de hvide striber på undersiden af nålene, hvor douglasgran har to lysegrønne striber, samt mere slanke og spidse knopper. Douglasgran-koglen er desuden genkendelig på dens trefligede dækskæl.

Douglasgran er et hurtigtvoksende træ og sender sine rødder dybt ned i jorden. Den forynger sig villigt og har lang levetid (over 100 år). Koglerne modnes samme år, som de fremkommer. Frøene spredes med vinden. Han- og hunblomsterne udvikles i gennemsnit hvert 4. år. Træets ved har tydelige markeringer af årringe. I tør tilstand adskiller den gulbrune kerne sig tydeligt fra den hvidlige-ulgrå splint. Stammen er forholdsvis knastfri, og veddet har et stort indhold af hapriks og garvestoffer, der beskytter træet. Den grove og skorpede bark er tilpasset skovbrand, der isolerer den mod varme og modstår flammer.

Arten er forholdsvis nøjsom, både med vand og næring, men den er følsom over for frost og tørke i kulturfasen. Den kan vokse på mange forskellige jordtyper, men foretrækker lettere jorde, og trives godt med andre træarter, særligt med bøg.

Douglasgran stammer oprindeligt fra det vestlige Nordamerika. Den er plantet over hele Vesteuropa og blev indført til Danmark i 1850'erne. Særligt i Søhøjlandet ved Silkeborg trives arten, hvor en bevoksning udgør de højeste træer i Danmark med højder på over 50 meter, heriblandt det højeste træ på over 54 meter.

Jørgensen, H., Rune, F., Bredsdorff, T. H. & Weitemeyer, S. (2005). Træer og Buske i Danmark. Gyldendal A/S.

Miljøstyrelsen

En historie fra det oprindelige folk i Nordvest-Amerika beretter om en lille mus, der søger ly og læ fra en skovbrand i en douglasgran-kogle, hvorfor den trefligede spids på dækskællene ligner en lille hale og to ben, der stikker ud mellem kogleskællene.