#74113 | Planteriget / Karplanter / Enkimbladede / Skebladordenen / Frøbidfamilien / Vandpestslægten /

Smalbladet vandpest er en flerårig vandplante. Den har forgrenede, runde og spinkle stængler, der kan blive flere meter lange, men som typisk er 0,3-1 meter lange. På stænglen sidder bladene i 3-5-tallige kranse. Bladene er 6-35 mm lange, 0,8-3,0 mm brede og spidse med en bleggrøn farve. Blomsterne er 3-tallige med hvidlige-lysviolette kronblade, der sidder for enden af en lang (op til 30 cm) og stilklignende frugtknude. Stænglen er oftest rodfæstet til søbunden, men kan også klare sig løsrevet og frit flydende.
Forvekslingsmuligheder
Arten kan forveksles med vandpest, der dog har bredere, mere but-spidsede og kun lidt tilbagebøjede blade, samt mindre forgrenede stængler i forhold til smalbladet vandpest.
Biologi
Planten blomstrer i juli-september, hvor dens lange stilk på frugtknuden fører blomsterne op til vandoverfladen, hvor bestøvningen foregår. Planten er tvebo, men spredes udelukkende vegetativt, da der kun forekommer hunplanter i Danmark. Spredningen sker dog hurtigt, da selv små, afrevne stængelstykker kan regenerere sig. Den kan desuden spredes med vandfugle, særligt svaner og gæs. Planten kan danne store og tætte monokulturer, der kan dominere hele søer og vandsystemer, samt skygge og udkonkurrere andre hjemmehørende vandplanter. Den kan også ændre de kemiske og fysiske forhold i vandet, der kan påvirke krebsdyr, zooplankton og fisk negativt. Dog kan planten også danne gode forhold såsom skjul for invertebrater og krebs, samt som føde til svaner og gæs.
Levested
Arten kan vokse i næsten alle typer af ferskvand. Ligesom almindelig vandpest, tåler den et saltindhold på op til 2,5‰. Den tåler skygge og findes ned til 3-6 meters dybde. Den trives bedst i temperaturer mellem 10 og 25 °C og kan tolerere temperaturer ned til 1-4 °C, samt overdækning af is og sne.
Udbredelse
Smalbladet vandpest er hjemmehørende i Nordamerika, hvorfra den har spredt sig til Europa gennem Japan, hvor den blev indført som akvarieplante. Planten har formentlig spredt sig ved tømte akvarier i søer og åer. Arten blev fundet i Danmark mellem 1970 og 1980, men er stadig relativt sjælden.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: