Arten er genkendelig på dens langstilkede seta og spidse sporehuse, men kan forveksles med andre arter i familien Meesiaceae. De forskellige arter kan bl.a. adskilles ved at kigge på bladenes form og udseende. Langbørstet meesia adskiller sig fra treradet meesia ved sine helrandede og mere slanke blade, hvor treradet meesia har tydeligt tandede blade. Butbladet meesia har bredere blade med bøjede bagkanter, en stump spids og en brede nerve, samt et kortere og mere stumpt låg på sporehuset. Almindelig stumptand har blade, der er større, mere ovale og med tandet spids. 

Langbørstet meesia er enkønnet (tvebo), hvilket indikerer, at de enkelte planter enten er hun- eller hankøn. Sporehusene vokser frem hen på efteråret og modnes om foråret, hvorefter sporer spredes med vind og vand. Efter modning, visner sporehuset til en gulbrun-mørkebrun farve, står bøjet, og hætten på toppen af sporehuset falder af. 

Langbørstet meesia forekommer i mineralrige vældprægede kær, moser og på sumpede søbredder, hvor andre sjældne mosser som almindelig piberensermos og blank seglmos ofte forekommer. Dens voksesteder er desuden oftest næringsfattige.

Arten er angivet som regionalt uddød og kendes kun fra to fund i 1800-tallet, ved Horreby Lyng på Falster og på bredden af Hjortesø på Sjælland. Den er desuden også angivet ved Lyngby Åmose, men arten er siden ikke blevet fundet i de tre områder.

Den danske mosflora. I. Bladmosser (1976), Andersen, A.G. et al. Gyldendal, s. 220

Långskaftad svanmossa (u.å.), Artfakta, SLU Artdatabanken

Miljøstyrelsen 

Artens videnskabelige navn longiseta betyder henholdsvis "lang" og "hår", der hentyder til dens lange stilk, der bærer sporehuset.